Ví sejled op ad Aaen
eller
En Tur til Fruens Bøge

Vi sejled op ad Aaen
Paa en Sommerdag.
Det var tyst
og grønt og lyst,
Glæden jubled i vort Bryst.
Alma hun sad ved min Side.
Saae saa lykkelig ud,
Sang: O hvor herligt at glide
Afsted som Sommerbrud.
Blomster fra Land saa fortyllende dufted,
Roser, Jasminer og Gyldenlak,
Hen over Engene mildt det lufted,
Vi os en Rus just i Duften drak.
Vi sejled hen ad Aaen
Stille Arm i Arm,
Lærken, Svalen, Kaaen
Sig svang i Luften varm.

Vi tog til Fruens Bøge,
Der var køligt Skjul,
Dansen gik
Til køn Musik.
En Svingom tilsidst vi fik.
Der var Cyklister med Piger,
Der var Gammel og Ung,
Alma, jeg hvisked, her viger
Nu bort hver Sorg saa tung.
Maanen stod op bag de slumrende Bøge,
Alma fortroligt sig klynged til mig,
Alma, jeg jubled, o her, vil jeg søge
Lykken – o sig, vil du følge min Vej?
En Nattergal just klukked
Sødt i Aftenen klar,
Alma kærlig sukked
Og hvisked Ja til Svar.

Vi vandred hjem langs Skrænten,
Mystisk Taagen laa
Blaa og let
Paa Engen tæt.
Mosekonen brygged net;
Saa til det hjemlige Hygge
Styred rask vi vor Gang,
Talte om Elskov og Lykke
Og kyssedes og sang.
Men i Almas Have en Rose bukked
Hovedet ensom i Vaarens Nat,
Og mens vi gik der, jeg Rosen plukked.
Siden jeg gemmer den tro som en Skat.
Vi vandred mange, lange
Aftner siden her,
Mange, mange Gange
Vi mødes endnu der.