En Moder

Nar vi skal ud paa Livets Vei,
Da har i Moder vi en Støtte,
Om der er Fare eller ej,
Hun kjærligt os dog vil beskytte
Og vi til hendes Ord bør lytte,
Thi naar hun først forladt os har,
Vi føler bedst saa hvad hun for os var.

Men naar vi ingen Moder har,
Vor Vei vi vandre maa alene,
Da er ei Himlen altid klar,
Vi saares tidt af skarpe Stene,
Og tørner let mod Krat og Grene,
Et Savn vi føler da især:
O havde jeg min kære Moder her!

Men har vor Moder vi endnu,
Med kjærligt Sind hun om os freder;
Hun værner os mod Storm og Slu',
Og alt til Bedste for os leder,
Hun for vor Lykke stedse beder!
Men gaar vi ene hen ad Vei,
En kjærlig Moder finder vi dog ei!