Maren Kokkepiges Eventyr

Nei nu skal Pokker tjene meer,
Nei hos en eenlig Kone
Jeg leier mig et Kammer, der
Det faaer en anden Tone,
Saa faaer jeg mig et Sted at gaae,
I Ugeviis, kan De forstaae;
Og der kan man meget bedre Frihed faae!
Der er nu ingen Ting til Hinder,
Man passiarer med Veninder;
Thi alletid at hænge i,
Nei maa vi bare være fri,
Og allerhelst om Søndagen,
Saa gaaer vi da i Phønix hen
Og dandser flot, naturligviis med Kjeresten.

For det er dog en Pokkers Qval,
Naar man skal saadan tjene,
For alt det som man høre skal,
Naa - det faaer ingen Ende,
Saa er der et i Veien nu,
Og saa et andet, ja ved Gud,
Nei det er umuligt at holde ud!
For al den Skjænden og den Præken,
Snart op af Døre og ned af Væggen.
Man slider, slæber som en Hest,
Og bliver jaget som et Bæst;
Og Fanden plager Kjellingen
Ifald man svider Vællingen,
Ja De kan troe, saa bliver der sgu Smeld igjen.

Og som en Commandeerskersant
Saadan hun commanderer,
De skulde see det kun saasandt,
Hvordanne hun regjerer.
Saa skulde det ha' staaet der,
Og dette skulde staaet her.
Og hvordan man det vender er man lige nær.
Slaaer man engang en Ting istykker,
Strax har man Huset fuldt af Ulykker.
Jo De kan troe at det er rart,
Nu har det da en Ende snart;
Og saa skal Fanden tjene meer,
Nei om min Skudsmaalsbog jeg be'er,
Saa vil jeg være Frøken li'som Andre fleer.

Thi har man Crinoline paa,
Og saa kun Parasollen,
Saa kan man strax for Dame gaae
Og give Frøkenrollen.
Om Indertøiet er der med
Det kommer sgu jo Ingen ved,
Der skal saagu da Ingen ha' sin Næse ved!
Kniber det, saa man ud det sætter,
Det vist man altid nok opretter.
Saa gi'er man Damen nok saa flot,
Og morer sig saa jevnt og godt,
Og det er noget andet end
At rende med en Kurv igjen,
Nei nei, saamange Tak jeg sige vil for den.

For det var ogsaa ret en Qval
Med disse ny Betjente,
De rendte jo som de var gal'
For dem en Kurv at hente,
Nu har de nok at tænke paa
Med Nattesæde, Lodder smaa,
Gud veed om ei det Hele kan med Lodder gaae?
Det maa jeg sige, min sidste Herre
Mulkten betalte, naa, den var værre!
For han var li'saa mild og huld,
Som Kjellingen var ondskabsfuld,
For hende var der aldrig Fred,
Men han var idel Venlighed.
Hvorfore? - ja det kommer jo da Ingen ved.

Og dersom jeg igjen skal til,
Endskjøndt det var jo værre,
At tjene, da bestemt jeg vil
Kun hos en eenlig Herre.
Saa skal man ei paa Pinde staae,
Og Intet paa Commando gaae,
Det skulde da være hvad jeg selv fandt paa.
Lønnen kan gjerne være lille,
Naar kun Omgjængelsen - naa tie stille!
Det troer jeg dog har ingen Nød,
Den bliver vistnok honningsød,
Og saa skal jeg nok passe paa,
At jeg bestyrer Huset saa
Jeg faaer hvad jeg skal ha', det kan De nok forstaa.