Det ulykkelige dobbelte Selvmord

Det er saa tungt naar Børn uskyldigt lide,
Fordi Forældrene gaae ad Syndens Vei,
Og ei til sidste Time ville stride
For dem, som Gud berøvede dem ei.
Saa gik det her, syv Smaa staaer nu tilbage
Og savner dem, som dog var deres Alt,
Forgjæves lyder nu den Spædes Klage,
Forældrene for Herrens Dom er kaldt.

I Fattigdom, men stræbsomt hengled Tiden
I ringe Bolig dog Enhver var glad,
De deelte hvad de havde, Stor og Liden,
Thi Nøisomhedens Aand i Stuen sad.
Da traadte Synden, grum og fæl at skue
Ind til de Arme, Fristelsen var stor,
Men just da Lovens Arm dem monne true
Fra Børn og Alt de flygted fra vor Jord.

O takker Herren, I som Nød ei kjende,
I vide ei, hvor haard dog Armod er,
Bed ham, at han de Spæde Trøst vil sende,
For dem, som evigt dem berøvet er,
For Selvmords Tanker skjærme Gud os Alle,
Og lad os bære Korset som det er,
Thi Herren selv engang Enhver vil kalde,
Og derfor skal vi trofast vandre her.

Ei meget stor var deres Synd, men Skammen
Drev dem til denne græsselige Daad,
De vare enige og døde sammen,
Ei ændsede de spæde Staklers Graad.
I Dødens Stund de kunde godt erindre,
Hvad Gud har samlet, skal ei skilles ad,
Dog Naadens Stjerne og for dem vil tindre
Og hisset findes ingen Sorg og Had.

Beretning.
I Naboløs boede en fattig Kurvemager med sin Familie, bestaaende af Kone og syv Børn. De vare bekjendte for at være stræbsomme og man havde hidtil ingen Grund havt til at mistænke dem. Da kom pludselig efter hvad Rygtet fortæller, en af Sønnerne hjem med Fødevarer, og uden at erkyndige sig om Adkomsten dertil, modtog Faderen dem. Senere erfarede han, at det var ulovlig Eiendom og der var allerede fra Politiets Side gjort Anstalter til at tiltale Forældrene for Hæleri. Der blev foretaget en Huus=Undersøgelse hos dem, der dog ikke førte til Noget. Da greb Fortvivlesen dem og Natten imellem d. 2den og 3die Marts aflivede de dem ved Hængning. Det mindste af Børnene var kun et halvt Aar gammelt og fik endnu Die. Saaledes vilde de heller overgive sig til Himlens Barmhjertighed end til den jordiske Dom, vel vidende, at fattige Folk rammes af Lovens hele Strenghed. At de ikke have været forhærdede Syndere eller vante til Tyveri, kan man skjønne deraf, at de foretrak Døden for den Skam, der var ifærd med overgaae dem; men skrækkeligt var det at de saaledes gjorde deres smaa Børn fader= og moderløse. Herren vil tilgive dem deres Brøde, thi i Fortvivlelsens Øieblik høres sjeldent Fornuftens advarende Stemme. Dersom det er sandt, at en Søn er skyldig i denne sørgelige Begivenhed, da maa hans Samvittighed være frygtelig, og hans smaa Søskende, der nu skulle fra det fredelige Hjem kastes ud iblandt Fremmede, ville med deres Taarer berede ham en større Qual end Alverdens Domstole. Dog - man skal Ingen fordømme, thi Fattigdommen er en haard Tugtemester, og naar man mangler Brød er Fristelsen stor.
Forældrene have forhen drevet Høkerhandel og boet paa Østergade.