Den græsselige Morderske,
der ombragte 23 Pleiebørn i Forening med sin Mand

Saa venligt smilede de Smaa
I barnlig Uskylds rene Glæde,
De aned ei, at Ondskab saae
Saa gridsk paa deres Vuggeklæde;
I fremmed Hjem de bragtes hen,
Langt fra Forældre, Slægt og Ven,
De saae dem aldrig meer igjen,
Thi deres unge Liv blev røvet.

I Pleie blev de Børn sendt ud,
Og revet bort fra Moders Hjerte,
De blev til Engle hist hos Gud,
Thi der kun Lidelser de lærte,
Den Pleiemoder grum og haard
Beredte dem saa trange Kaar,
Og endte deres unge Aar,
Med Morderlyst og gjerrigt Hjerte.

Og tre og tyve spæde Noer
Hun lagde tidligen i Graven,
Hvor var dog hendes Brøde stor,
Hun bragte dem til Dødninghaven,
Medlidenhed hun kjendte ei,
Fræk gik hun frem paa Lastens Vei,
Og myrded Barnet i dets Leg,
Nu faar hun Straf, som hun fortjener.

Forældre, som har spæde Smaa,
O riv dem ei fra Eders Hjerte,
Her seer I, hvordan det kan gaae,
Ak skaan dem dog for bitter Smerte.
Betroe dem ei fremmed Haand,
Thi Ingen fatter Blodets Baand,
Nei, Moerkjærlighedens Aand
Kan ene sørge for de Spæde.

Fortælling om den grusomme Pleiemoder.
Allerede for flere Aar siden opstod det Rygte, at der hos en Familie her i Byen, som levede af at tage Børn i Pleie, meget hyppigt indtraf Dødsfald blandt de Smaa og at der i kort Tid var afgaaet 23 Pleiebørn ved Døden. Rygtet voxede snart som en Lavine og Politiet fandt sig derfor foranlediget til at anstille Undersøgelser deanagaaende. Man fortalte de skrækkeligste Ting om den pinefulde Maade hvorpaa hun befriede sig for dem, der af de godtroende Mødre vare betroede til hendes Omsorg, saaledes fortaltes der blandt Andet, at hun stak dem i Hovedet med spidse Instrumenter, lod dem drikke Sodavand blandet med en utrolig Mængde Kampherdraaber o. m. a. af samme Slags. Hvad der bestyrkede Mistanken var den Omstændighed, at hun og hendes Mand for Pleiebørnene lod sig betale en Sum eengang for alle, og der blev derfor et Skin af, at de paa denne Maade berigede sig. Ved vort aarvaagne Polities Nidkjærhed for Sagen lykkedes det snart at faae Klarhed bragt tilveie i alle disse Rygter, og det viste sig da, at Rygtet vel som sædvanligt havde overdrevet, men at det dog var paa høie Tid at Politiet skred ind. Det blev nemlig oplyst, at hun vel ikke just med skarpe Instrumenter dræbte dem, men at hun dog ved en grusom Behandling gjorde Ende paa Børnene og langsomt lod dem pines tildøde, snart af Sult, snart af Kulde og snart ved Mishandling, hvori hendes Mand dog nok ikke skal have havt nogen Andeel. Men sikkert var det, at de Børn der bleve satte i Pleie hos hende, døde Alle efter kort Tids Forløb. Man fortalte endog, at hun lod dem spise deres eget Skarn. En saa oprørende Behandling kunde ikke undgaae sin Straf, og hun blev derpaa dømt til flere Aars Tugthuusarbeide.
For et Par Dage siden udspredtes i Byen det usandsynlige Rygte at hun nu skulde henrettes, og man var endog underrettet om Timen, hvorpaa Exekutionen skulde gaae for sig, og igaar Morges tidlig strømmede en Mængde Mennesker ud af Amagerport for at være Vidne dertil. De maatte imidlertid gaae tilbage uden at have seet det Ringeste og nu begyndte man at fortælle, at hun hemmelig var bleven henrettet i Tugthuset. For at gjendrive dette skammelige Rygte, er denne Beretning udgivet, thi her i Danmark er det ikke Skik at henrette Nogen hemmeligt, dertil er vor Regjering for human, og det er ikke smukt at sammensmede saadanne Rygter, der savne al Grund.