De 50
forførte unge Piger
i København

Saa mange Bølger man i Hav ej finder,
Som Kærlighed har Glæder i sit Skød,
Saa mange Stjerner ej paa Himlen skinner,
Som Kærlighed har Sorger, Kval og Nød.
Den unge Kvinde tillidsfuld hengiver
Sin Uskyld, hendes allerbedste Skat,
Og tror, at hun en agtet Hustru bliver,
Men bliver grumt nedstødt i Sorgens Nat.

I Hjemmet gik de smukke unge Piger,
Ej Fattigdom, ej Nød var deres Lod,
Da frem af Lastens Dyb en Mand der stiger,
Han lefler og hans Magt er Syndens Braad.
Med lumske Tunge han dem snart besnærer,
Og lover trofast Sind og Ærlighed,
De tro ham, - det mod Kummers Rige bærer,
Han giver Vellyst dem for Kærlighed.

Han dem paafører Sygdoms fule Aande,
Han lover Ægteskab, men ler dem ud,
Og dem forlader grumt i Sorg og Vaande,
Da melder sig Fortvivlelsen som Bud.
I Skam og Skændsel staa de der tilbage,
Berøvet Dyd og Tro paa Ærlighed.
Da ser man Selvmord ende deres Dage,
De flygte fra vort Livs Besværlighed.

Det sidste Offer var en dejlig Pige,
Kun sytten Aar – han hende lumsk forlod,
Hun saae sin Agtelse fra Sindet vige,
Forført og skændet hun i Verden stod.
Da greb hun Giften, Bægeret hun tømte,
Som Lig hun fandtes – h a n ej kendte Skræk,
Men skøndt han ej om Dom og Straffe drømte,
Vil de dog ramme ham, som var saa fræk.

Beretning

Det er foruroligende med de mange Selvmord blandt unge Piger i København, - det er seks Selvmord i de sidste Dage, og skønne vi ret, vil der komme endnu flere. Om de nu ikke alle ere af samme Grund, saa er det dog i ethvert Tilfælde et mærkeligt Tilfælde, og det sidste Selvmord af en ung og yndig 17=aarig Pige har vakt stor Opsigt.
Den Sag, hvortil vi nærmest sigte, er denne: Til en Overretssagfører her i Byen henvendte sig en ung Pige i Anledning af, at en "Grosserer" havde besvangret hende og lovet hende Ægteskab, hvilket Løfte han ikke havde holdt. Da der paa samme Tid og i lignende Anliggende henvendte sig flere unge Piger af Stadens bedste Familier til Overretssagføreren og da han fik ud af det, at det var den samme Person, der ikke alene havde forført og bedraget de unge Damer, men også paaført dem en skændig og farlig Sygdom, anmeldte Sagføreren Sagen til Politiet, og efter flere Dages Efterstræbelser anholdt man paa Østergade Forføreren. Han optraadte meget frimodig for Retten, hvor det konstateredes, at han i det sidste Aar har forført mindst 50 Piger og smittet mange af dem. Hvad der letter Opdagelsen er, at han i sit Hjem havde ført fuldstændige Dagbøger, hvori han havde indført Navne paa sine Offere, Datum, da han gjorde deres Bekendtskab, Udviklingen og Forførelsen. Det er rimeligvis mange unge Kvinder, der i god Tro til Ægteskabsløftet have ladet sig forføre. Han har brændt flere af Dagbøgerne, og det antages, at henved 120 Piger have været hans Ofre. Om det sidste Selvmord veed man følgende: En 17=aarig Pige henvendte sig til en Læge og vilde behandles for en Sygdom, som hun paa en tilfældig Maade havde paadraget sig. Senere tilstod hun, at hun var smittet af en Mandsperson, og Lægen gav hende nogle Sublimatpiller i Form af Pebermyntekager, der skulde opløses i Vand til Indsprøjtning, og raadede hende til stor Forsigtighed, da det var en dræbende Gift. Den unge Pige udstødte pludselig næste Morgen et stærkt Skrig, og da hendes Principal (hun var Hattesyerske) kom til, laa hun i heftige Blodopkastninger med voldsomme Smerter, og udaandede i Krampe to Timer efter. Hun havde desværre benyttet Giften.
Forbryderen, der var en tidligere Handelsagent, men kaldte sig Grosserer, sidder nu anholdt og han vil næppe undgaa en følelig Straf. Hos Politiet har en Mængde af de unge Piger maattet møde, men det glæder os at kunne meddele, at Chefen for Sundhedspolitiet, hr. Inspektør Korn paa en overordentlig skaansom og diskret Maade har sørget for at selv de tilsagte Damers nærmeste Familie ikke fra Politiet fik Nys om Sagen, og nu meddeles det, at Sædelighedspolitiet ganske har opgivet foreløbig at indkalde flere af de unge Damer, da der er Beviser nok til at Forbryderen for længere Tid kan gøres uskadelig. For Retten mødte, blandt de Mange, en Dame med tredobbelt sort Slør. Assessor Obelitz er Forhørsdommer. Straffeloven bestemmer indtil 8 Aars Forbedringshus for ved falsk Løfte om Ægteskab at forføre en Kvinde.