Den norske
Brig "Thekla"s
Undergang

Der gynded et Skib paa Atlanterhavs Bølge,
Det kastes omkring som en uselig Skal,
Og Bølgernes Fraad gaar med Stormen i Følge,
Det brøler og raser og tuder om Fald.
Ud fra Filadelfia Skibet jo gik,
Og Thekla var Navnet, i Norge det fik.

Med Stenolie ladet det gik i December,
Og Folkene vented en glædelig Jul;
Dog snart sat Ulykken for Haabet en Dæmper,
Thi Søen begyndte at gaa jo saa hul.
Midt ude i Søen den Skude sprang læk,
Da blegned den nordiske Sømand saa kæk.

Kaptajnen han raabte: "Sæt ud vore Baade!"
En Halvpart af Mandskabet fulgte ham did,
Men Baaden den sank, og der var ingen Naade,
I Havet de kæmped saa bitter en Strid.
Den anden Baad knustes mod Skibet, da led
De Døden og fulgtes til Havbunden ned.

Men dem, som paa Thekla blev ladte tilbage,
Dem vented kun Kvaler og Pinsel og Nød,
Forgæves i Rummet de udsendte Klage,
De Fleste maa lide en jammerlig Død.
De kappede Rigning, de kappede Mast,
Da var det, hver Luge i Briggen jo brast.

Tilsidst var kun Fire i Live paa Skibet,
De surred til Fokmasten sig - nu oprandt
Den festlige Jul - o, hvor bad de for Livet,
De havde jo set, hvor de Andre forsvandt.
Dog Sulten og Tørsten dem pinte saa svart,
Da vented og bad de om Døden ret snart.

Og Uge forgik efter Uge saa længe,
Paa Vraget de hængte ved Dag og ved Nat,
De slikkede Rimfrost i Vintren den strænge,
Og raabte: "O Herre, har du os forladt!"
To Normænd, en Svensk og en Hollænder var
De Fire, som Skæbnen paa Skibet ombar.

De tyggede Sejldug og Tougværk i Kvalen,
Forstanden snart sluktes paa vildene Sø,
Til Slutning den Hollænder førte paa Talen:
"Jeg indser, at En for de Andre maa dø!
Jeg kedes ved Livet, - dræb, Brødre kun mig,
Og lev af mit Legem, I frygte det ej!"

Med Rædsel de hørte hans skælvende Stemme,
Vanvittigt forstyrrede virred' de om.
Dog svared de: "Nej, dersom Pligten vi glemme,
Da skal ved Lodtrækning afgøres vor Dom."
Nu Nytaar for Verden med Glæde oprandt,
De ventede Frelse, men Haabet forsvandt.

Saa pinte dem Hungeren atter, og Ordet
Paa ny fra den Hollænder manende lød;
Da raabte de: "Gyseligt er jo dog Mordet,
Dog jo, En maa ofres og gaa til sin Død!"
Saa trak de da Lod, Liv og Død det jo galdt,
Og Dødsloddet grumt paa den Hollænder faldt.

De vented endnu, om ej noget der hændte,
Da sluktes Forstanden, og Kniven de tog;
Som Aftalen var, Offeret bort sig vendte,
Da holdt de hans Arme og Ben og de jog
I Halsen den skarpe, den dræbende Kniv,
Og Blodstraalen vælded og endte hans Liv.

De drak af hans Blod og af Kødet skar Skiver,
De stirrede sløvt paa den rædsomme Daad,
Og alt som nu Føden dem atter opliver,
De vented, men hver Dag var kold, mørk og vaad.
Tilsidst dog den femtende Dag kom en Bark,
En dansk, som opdaged den rædsomme Ark.

Skib "Hermann" det var, og i Søen den høje
Man bordede "Thekla" og frelste de Tre,
Og plejed dem godt, men hvad de maatte døje,
Det havde de glemt, Alt var Mørke, o ve.
Dog lidt efter lidt, da paa Barken de var,
Blev atter Forstanden og Tanken jo klar.

Til Cuxhaven førtes de Fire som Fanger,
Der kom de for Retten - hvem dømmer dem mon?
Og har de ej Straf nok vel i deres Anger
Og hvad de har lidt i den Rædselens Stund?
Til Norge fra Cuxhaven førtes de da,
Der blev de benaaded' og rejste derfra.

Kort Beretning.
Den i omstaaende Sang beskrevne rædsomme Begivenhed begyndte d. 22. Dec. 1892 og endtes d. 7. Jan. 1893. Da det norske Skib Thekla havde været læk i et Par Dage, gik Kaptainen, Styrmanden og 8 Mand i en Baad, og de ere uden Tvivl Alle omkomne i Atlanterhavet. De andre Baade knustes straks. 9 Mand bleve tilbage og klamrede sig halvnøgne og uden Fødemidler til Masterne. Efterhaanden bleve de Fem vanvittige og lode sig falde i Havet, hvor de druknede. De Fire hængte vedblivende i Masterne i Hunger=Dilerium og Hollænderen begyndte derpaa at tale om at offre sig. De Andre vilde trække Lod. Der blev to Gange trukket; begge Gangene traf Loddet Hollænderen. Snart efter vendte han efter Aftale Ryggen til Kammeraterne, der nu lagde ham ned og bibragte ham et Knivstik bag Øret, senere i Siden, opsamlede Blodet i en Tjærepøs og drak det begærligt, samt skar Skiver af Liget og spiste. I 4 Dage levede de Tre paa denne Maade. Saa kom den danske Bark Hermann, Kapt. Andersen - det var i Nærheden af Azorerne, og traf 3 vanvittige Mennesker og et halvt fortæret Lig hængende over Raaen. De 3 Overlevende landsattes i Cuxhaven og førtes i Midten af Marts til Norge. Kort efter deres Ankomst dertil bleve de af Lægerne erklærede for at have været Døden nær af Savn og Sult, men ikke utilregnelige. Statsadvokaten erklærede dog, at han ikke vilde lade dem tiltale, og han begærede dem løsgivne, hvilket skete straks efter. De to Normænd ville igen til Søs, men Svenskeren har faaet nok af Søen og vil nu holde sig i Land. De tre Matrosers Navne vare: Ole Andersen fra Tønsberg, Chr. Hjalmar Jacobsen, Christianssund og Alexander Johanson fra Fiskebækskil i Sverig.