Du lille Fugl, som jeg har kendt saa kort,
Ak er du allerede flagret bort?
Din Frihed søgte du, o kjære lille,
Ak aldrig slaar for mig du mer din Trille.

Her i min dybe Ensomhed du var
En Trøster med din Tone ren og klar.
Jeg glæded mig saa ofte ved din Stemme,
At blot for din Skyld jeg sad ene hjemme.

Ud i den store Verden flyver du,
Ak, mon vel nogen fodrer dig endnu?
Naar Sneen dækker Skovens Mos=Rabatter,
Maaske, maaske du mindes mig da atter.

Maaske du mindes kærligt da vort Hjem,
Hvor Glæden som en Rose spired frem,
Hvor vi kun Verden saae fra Vindvets Rude,
Og tænkte: Ak, der er dog smukt derude.

Men er man kommen først i Verdens Larm,
Koldt bliver Hjertet i den skyldfri Barm,
Et broget Øde er den hele Vrimmel,
Kun Haabet er den sande Glædeshimmel.

Min lille Fugl, ak ogsaa jeg maa ud
I Verdens Kamp og lyde Pligtens Bud,
Gud veed, jeg fløj med dig, o ja, saa gjerne,
Og søgte Lykken i det vide Fjerne.