Ludvig og Lise

En stjerneklar Aften i Roligheds Lund
Spadsered blandt Blomster de grønne,
Jeg taus af Forundring stod stille en Stund,
Og hørte paa Nattergals Stemme.

Imens jeg spadsered og vandred omkring
Og hørte paa Herrens Velgjerning,
Som skaber saa mange velgjørende Ting,
Til Fryd for Enhver i hans Skabning.

Jeg pludselig hørte en qvindelig Røst,
Som sang med henrykkende Stemme;
Den Stemme kom fra et saa yndefuldt Bryst,
Thi vil jeg min Sang da fremsende.

Jeg gik hen til Stedet, hvor Lyden kom fra,
Der fandt jeg en Mø i det Grønne,
Hun sad der og saae saa bedrøvelig ud,
Blandt Blomster, som vare saa skjønne.

Hun sad ved en Kilde med Blomster i Haar
Og saae op til Himlen og sukked:
O, naadige Fader, Du lindre det Saar,
Som plager saa svarlig mit Hjerte.

Jeg gik saa frimodig til Jomfruen hen
Og sagde til hende: min Pige,
Tillader Du mig jeg maa være Din Ven?
Jeg troer Du kan være min Lige.

Med Taarer i Øiet hun svarte mig nu:
Det kan jeg sletikke min Herre!
Vil De mig adlyde, saa gaae Deres Vei,
Og lad mig kun være alene.

Jeg stod da lidt stille, betænkede mig,
Og saae ned i Vandet det klare.
Hvad monne vel skade den Jomfru saa fiin,
Imens hun vil være saa ene?

Har Du nogen Fader og Moder paa Stand?
Har Du nogen Sødskend' ilive?
Har Du nogen Elsker i dette vort Land?
Besvar mig paa dette min Pige.

Hun blev ved min Tale saa bleg som et Liig,
Og saae op til Himlen og sukked!
O, naadige Fader, jeg skal sige Dig,
Hvorfor jeg med Hovedet bukked.

Min Fader er druknet udi dette Vand,
Min Moder hun sørger saa saare,
Derfor maa jeg leve saa eenligen hen
Og fælde den modige Taare.

En Broder jeg havde, som ogsaa forsvandt,
Han seiled paa Bølgen den grumme.
Syv Aar er det siden jeg talte med ham,
Og intet Brev mon jeg bekomme.

En Elsker jeg havde, som ogsaa forsvandt,
Hans Fader det ei kunde lide;
Thi sendte han hannem til fremmede Land,
Vi skulde tilsammen ei blive.

Hvad heed da den Elsker, som utro saa blev?
Besvar mig paa dette min Pige;
Siig mig af hvad Stand og hvorfra han sig skrev,
Kan Du mig det hastigt vel sige.

Hertug Carl, saa hedte hans Fader af Stand,
Og Sønnen heed Ludvig med Ære;
Tre Aar er det siden jeg talte med ham,
Gud veed om jeg seer hannem mere!

Jeg stod da lidt stille, betænkede mig,
Mens Blodet sig i mig mon varme,
O, yndige Lise, o er det da Dig,
Kom hid i Din Ludevigs Arme!

Nu blev da den Jomfru saa inderlig glad,
Dermed ogsaa Ludvig tillige,
Da opfyldt han saae hvorom Herren han bad,
Fandt atter sin elskede Pige.