Gravrøveren,
eller:
Den levende begravede Brud

Ved sin Valborgs Smertensleie
Sad ung Erik sorrigfuld.
Gjerne vilde han opveie
Hendes Liv med pure Guld;
Dog hans Bøn og Taare bøied
Ikke Dødens grumme Bud;
Thi hans Elskte lukked Øiet,
Livets Kildevæld randt ud.

Ømt han trykker hendes Hænder,
Giver hende tusind Kys;
Dog hans Kjærlighed antænder
Ikke atter Livets Lys;
Men da Kirkens Klokke ringer,
Knæler han i stille Bøn,
Og paa hendes kolde Finger
Sætter han en Guldring skjøn.

"Nu staar jeg forladt og ene,
Haabløs, uden Trøst og Fred;
Men lad denne Ring forene
Os for Gud i Evighed.
Der vil jeg Dig engang møde,
Derhen higer nu min Sjæl:
Sov da sødt, Du hulde Døde,
Du min Dødningbrud, Farvel!"

Valborg bæres nu til Graven,
Til det gothiske Kapel,
Som stod midt i Dødninghaven,
Der man hende bød Farvel.
Og da Maanens Straaler spilled
Gjennem Chorets Ruder ind,
Faldt dens Lys paa hendes Billed,
Kyssed hendes blege Kind.

Natten er saa mild og rolig,
Alnaturen aander Fred;
Dog selv her i Dødens Bolig
Varer den kun stakket ved;
Thi der lyder nu en Knirken,
Som af Skridt paa Stiens Gruus,
Og en Mand ved Hjælp af Dirken;
Bryder ind i Herrens Huus.

Er det Erik? nei tilvisse,
Det er ikke Eriks Træk,
Der er noget Mørkt i disse
Blik, som fylder En med Skræk.
Hvorfor mon den Frække drister
Sig at bryde Gravens Fred?
Det er Valborgs Ring som frister
Ham til denne Skjændighed.

Rovbegærlig han udstrækker
Haanden efter Ringens Guld,
Snart af hendes Finger trækker
Han med Vold det røde Muld;
Men da fuldendt er hans Brøde
Følger Straffen samme Stund;
Thi med Gru han seer den Døde
Reise sig fra Kistens Bund.

Vanvid griber nu hans Tanker,
Bort han styrter med et Skrig.
Langsomt efter ham bortvanker
Det opstandne blege Liig.
"Tak, min Gud fordi jeg atter
Vaagnede af Skindøds Nat!
Naadens Gud lad nu Din Datter,
Leve for sit Hjertes Skat."

Og paa Kjærlighedens Vinger
Føres hun til Eriks Hjem,
Sagte hun paa Klokken ringer,
Døren aabnes kun paa Klem,
"Hvem er udenfor?" saa spørger
Eriks Stemme sorgfuldt blidt:
"Det er Trøst for Den, som sørger,
Løn for Alt, hvad Du har lidt."

"Det er mig, Dit Hjertes Pige,
Som kun skindød førtes hen
Til det skumle Dødens Rige;
Men dog vaagned op igjen!"
"Himmel! Valborg! elskte Kvinde!
Fantaserer, drømmer jeg?
Vil da Lykken endlig finde
Til min ringe Bolig Vei."

Ved en øm og kjærlig Pleie,
Opsteg snart den unge Brud,
Karsk fra Sygdom Torneleie,
Som et frodigt Rosenskud,
Og da Kirkeklokkens Klingen
Atter bølged over Vang,
Rakte Erik Troskabsringen
Til sin Valborg anden Gang.