Hernede
fra Slien jeg skriver dig til,
Min søde, lille Emma derhjemme.
Jeg veed, at mine Nyheder glæde dig vil,
Og at du Brevene vil trofast gemme.
Og naar jeg igen til min Ven kommer hjem,
Saa tage vi om Aftenen Brevene frem,
Og saa vil vi tale om den sælsomme Tid,
Da Danmark skulde kæmpe, og rusted sig til Strid.
Se,
det var om Natten til den sjette Februar,
Fra Overgeneralen kom der Ordre:
"Vi trække os tilbage, hver Mand sig holde klar,
De Syge maa paa Vogne vi befordre.
Thi Fjenden er for talrig, hans Tropper staa i Rad
Fra Kappel til Mysunde, helt ned til Frederiksstad."
Da sukked' mangt et Hjerte i den kolde Vinternat:
Gud skærme gamle Danmark, vor dyrebare Skat.
Os
Fjenden forfulgte, vi maatte passe paa,
Den danske Tapperhed han kende lærte;
Men hvad vi der oplevede, det huske vi maa,
Thi Blodet flød fra mangt et tappert Hjerte.
Ved Dybbøl og ved Ragebøl laa saa mangen Ven
I Sneen og var segnet, det gaar os ej af Glem.
Om Natten, mens Maanen stod paa Himlen klar og smuk,
Den, der hørt saa mangen et dybt og dæmpet Suk.
Den
Nat var uhyggelig, vi tavse mon gaa
Og Tanken til sit Hjem Soldaten sender.
Af Mathed paa Flensborgervejen man saa
I Sneen ligge hele Regimenter.
Kanonerne de dundred, rask fulgte Fjenden med,
Da slutted' vi Karré, og vi Fjenden jog afsted;
Vi
holdt ham; men det har vi set og læst paa Prænt:
Det Blod det ofred' 1ste og 11te Regiment.
Saa
mangt et Brev jeg skrev jo til dig, min elskte Ven
Om at vi var for faa imod saa mange;
Det samme skal vidnes i Tale som i Pen,
At Jenserne stod tro og ej var bange.
Hvor Spidsgranater sprang og Kammerater faldt,
Han skrev sit Brev paa Valen, hans Suk for Danmark gjaldt,
Og det skal os minde om den sælsomme Tid,
Da Danmark var i Fare og kæmped haardt sin Strid.