Kjæmpekvinden
Kom, Unge, Gamle, Store, Smaa,
Kom Hver, som komme kan,
Et Underværk at see I faae,
Her i vort danske Land.
Ja, nu skal jeg fortælle
Og lystelig anmelde
Om "Damen fra Marseille",
Som foreviser sig:
Hun er - uden Brask og Bram -
Skjøn, som Pothifars Madam,
Men dog rolig, blid og tam,
Som vore egne Kvinder!
Hun har en Krop - bevar os vel! -
Saa tyk, som - Rundetaarn!
Endnu jeg aldrig har - min Sæl! -
Seet saadan Krop tilforn!
Tænk: Kinder som Balloner,
Og Arme, som Kanoner,
Og godt som to Personer
Jo hendes Omfang er;
Hænderne er bløde, smaa,
Fødderne er - ligesaa,
Nysseligt paa dem hun gaa
Kan rundt omkring i Salen.
Hun taler Fransk - for hun er fiin,
Det ligestrax man seer, -
Og hun gaaer uden Krinolin',
Den overflødig er!
Thi hun har - Død og Pine!
De skal nu ikke grine! -
"Naturlig Krinoline",
Jeg siger ikke meer!"
- Og saa hendes Lægge, - naa!
Der er No'et at kigge paa;
Aldrig man saa tykke saae:
Tænk, een og tyve Tommer.
Trehundrede og fyrre Pund
Den Skjønne veier godt;
Ja, mageløs det er s'gu hun,
- Gaa ud, og see saa blot!
- - Og Appetiten mægtig:
Hun spiser et fuldvægtig
Otte=Punds Rugbrød prægtig
Til Frokost - som en Sok!
Sommetider endnu meer,
Derfor -si'er man - at det er,
At der nu for Tiden bli'er
Saa ofte "lagt paa Brødet".
Ja, hun er rigt'nok grulig gal
I Omfang, siger jeg,
Og hvis hun revner med et Knald,
Skal ei det undre mig!
- - Men hør nu bare, Kjære!
"De maa s'gu ei la'e være
At see den grulig svære
Kjæmpinde!" - hører De!
- Naar De har paa hende seet,
Og ei altfor meget leet,
Siger hun saa sødt, saa fedt:
"Merci!" - og skjønt hun neier!