Jeg har faaet en lille Ven,
Kærlig og øm og blid,
Han ved Aften kommer hen,
Hver Gang han har Tid.
Naar paa Bænken han og jeg
Sidder, si'er han tidt:
"Karen, jeg vil kysse dig!"
Men han faar vente lidt.

Da i Sommer Hø vi slog,
Hjalp han os blot for Tak,
Henved Nadre sa'e han dog:
"Se den kønne Stak!
Lad os hvile os lidt her,
Karen," bad han blidt,
"Kom, i Fald du har mig kær!"
Men han faar vente lidt.

Naar i Skoven vi gaar ind,
Trykker han mig saa ømt,
Taler om min Rosenkind,
Siger, han har drømt,
Drømt, at paa en Græsplet vi
Sad omslynget blidt,
Og saa vil igen han fri,
Men han faar vente lidt.

Naar i Byen der er Dans,
Svinger han mig saa kæk,
Siden hen i Maaneglans,
Langs den lille Bæk,
Vanker stille vi i Løn,
Da han hvisker tidt:
"Karen, hør min Elskovs Bøn!"
Men han faar vente lidt.

Ofte i den lille Lund
Mødes jeg nu igen
I en dejlig Aftenstund
Med den lille Ven.
Og han si'er: "Af Alt er bedst
Elskov!" Da jeg tidt
Svarer: "Men dog først en Præst."
Saa vil han vente lidt.