Naar Solen ganger til Hvile
Og Dagens Syssel er endt,
Naar Himlens Stjerner smiler
Og Nattens Maane er tændt,
Naar Stilhed breder sig over
Den larmfuld, forvirrede Jord,
Og hele Naturen sover
Indhyllet i Nattens Flor.

Da bliver ogsaa mit Indre
Forunderlig fredeligt gjort,
Da synes mig Sorgerne mindre,
Skøndt Savnet er lige stort;
Og Tanke til Tanke kædes,
Jeg lukker mit Øjepar,
Forglemmende, hvor jeg stredes,
Erindrende, hvor jeg var.

Da drømmer jeg mig tilbage
Til Fortidens gyldne Land,
Og lader min Tanke drage
Saa langt over Fjæld over Strand.
Jeg her til Hjemmet er bunden,
Skøndt Tanken flyver saa let,
Den standser, thi den har funden
Sin kære, sin eneste Plet.

Den Plet er ikke hernede,
Her bruser saa vildsomt et Hav,
Her rives Synden med Freden,
I Kamp jeg gaar til min Grav.
Hos Dig, o Jesu, Kære,
Mig vinker saa sikker en Havn,
O, kunde min Længsel bære
Mig hen i din Kærligheds Favn.

Men Længslen har ingen Vinge,
Ej Kræfter til Himmelens Flugt,
Men dog skal Støv sig opsvinge,
Og smage Guds Herligheds Frugt,
Den Sag er Verden en Gaade,
Men Hjertet en Skat saa skøn
Og fuld af evig Naade,
Guds elskelige Søn!