Drejeren,
der sprang ud fra Rundetaarn

Hist paa Kjøbmagergade
Nys i den lyse Maj,
Skete veed vi, en Skade,
Som gik til Dødens Vej.
Oppe fra Taarnets Tinde
Styrted en Mand sig ned,
Sygdom ham monne blinde,
Livet svandt bort derved.

Høj og mægtig sig rejser
Rundetaarn som Kolos,
Kjækt mod Himlen det knejser
Som i utidig Trods,
Dog veed vi, det er bygget
Kun til Vorherres Pris,
Øverst det før var smykket
Med Flag naturligvis.

Derop en Drejer iled,
Død var hans Tanke kun,
Han ved Rækværket hviled
Sig kun en lille Stund,
Da tog han Spring og svinged
Sig over Taarnets Tind,
Først fløj han som bevinget,
Men fløj i Døden ind.

Thi mod Fortovets Stene
Knustes hans arme Krop,
Splittedes jo som Grene,
Han staar ej mere op.
Lige tæt hvor han styrted,
Vandrede der en Mand,
Som nær var bleven myrdet,
Mærkeligt frelstes han.

Blod hans Klædning mon væde
Af den nys dræbte Svend,
Var han kommen tilstede
Blot et Sekund førend,
Saa var han bleven knuset,
Nu staar han reddet her,
Flygted til Nabohuset,
Bort fra Ulykkers Hær.

Folk sig hurtig i Klynge
Samled ved dette Syn,
Sorg monne alle tynge,
Ulykken kom som Lyn.
Drejeren strax i Døden
Misted sit unge Liv,
Ser aldrig Morgenrøden,
Knækket han blev som Siv.

Beretning.
Tirsdag den 8. Maj om Middagen gik en bekjendt yndet Skuespiller forbi Rundetaarn, da han pludselig lige foran sig saae en Masse styrte fra Luften ned saa tæt ved ham, at han nær var bleven knust deraf; han maatte hurtig vige til Side, men blev dog bestænket af Blod, og det viste sig da at være en Mand, der havde styrtet sig ud fra Rundetaarn. Han knustes naturligvis bogstaveligt i Faldet, og hans ukjendelige Rester bleve hurtigt bortkjørte. Det erfaredes senere, at den Ulykkelige, hvis Navn var Schöne, var Drejersvend, og boede i Raadmandsgade 27. Hans Moder var Enke og sidder med en stor Børneflok Grunden til denne ulykkelige Handling var, at hans Kjæreste, som var Cigarhandlerske, havde slaaet op med ham. En Dame som paa samme Tid gik forbi, maatte i ubevidst Tilstand køres bort.