En
Yngling ud i Skoven gik,
En Pige han for Øjet fik,
Hun gik alene Vejen frem,
Han spurgte: Maa jeg følge Dem?
Hun:
O nej, det ej behøves, nej,
Jeg gaaer helst ene paa min Vej,
Og seer paa al den Herlighed,
Som kommer af Guds Kjærlighed.
De Blomster
smaa, de grønne Trær,
Og Sang af Skovens Fuglehær,
Ved Solen mild og Luften varm,
Oplives Hjertet i vor Barm.
Han:
Jeg giver dig en Ring af Guld,
Fordi du er saa vennehuld,
Naar jeg maa følge dig, min Ven,
Igjennem Skoven til dit Hjem.
Hun:
O nej, o nej, jeg ikke vil,
Der hører vist lidt mere til;
Min Vej jeg godt kan ene gaae,
Din Ring du selv beholde maa.
Han:
Jeg giver dig en Klædning skjøn,
Med Silke og Perler paa hver Søm,
Naar du vil svare Ja derpaa,
At jeg med dig kan ene gaa.
Hun:
O nej, min Ven, jeg ikke vil,
Der maa bestemt lidt mere til,
Men gaa, min Ven, forlad mig nu,
Det er mit Ord, hvad siger du?
Han:
Jeg giver dig min Faders Gaard,
Med Land og Sæd og Køer og Faar,
Og Kjøretøi, som er galant,
Og Folk, som dig opvarte kan.
Hun:
O nej, o nej, jeg ikke vil,
Du maa først lægge lidt mere til,
Dit Guld du selv beholde maa,
Farvel, min Ven, nu maa jeg gaa.
Han:
O bliv dog, Pige, bliv hos mig,
Min Haand, mit Hjerte tilhører dig,
O skænk mig Ja, o hulde Mø,
Med dig jeg leve vil og dø.
Hun:
Der er min Haand, min Hjertenskjær,
Alt under Skovens grønne Træer
Jeg fandt den Ven, som jeg har kjær,
Hvad skal jeg saa forlange mer?