Jeg stod her en Aften i Vaaren saa ene,
Bag ved Lundens Kroner sank Solen i Hav,
Nattergalen gynged i Lindenes Grene,
Henad Vejen ilede en Rytter i Trav,
Da standser han just her, hvor nu Gravhøjen er,
Staar af sin Skimmel og siger:
Saa skuer jeg da atter mit Slesvig saa kær,
Og de kære sønderjydske Piger.

Jeg rødmede stille, - jeg kendte hans Stemme,
Alt som Børn vi leged i Skov og paa Vang,
Bort han drog, men kunde sit Slesvig ej glemme,
Livet blev ham øde, ja og Tiden saa lang.
Saa var han stævnet hjemad; han rakte mig sin Haand,
Glad hørte jeg ham sige:
"Min Barndoms tro Veninde, min unge Lillievaand,
Vær min Brud, du sønderjydske Pige."

Vi planted en Rose paa Stedet og ilte
Glad derhen i Aftenens rødmende Stund,
Og lyksalig tidt ved hans Barm jeg mig da hvilte,
Naar saa ømt han trykked et Kys paa min Mund.
Og Rosenbusken blomstred og Tiden hengik,
Tysken os vilde bekrige;
Min Ven drog ud, - et Kys og et Haandtryk jeg fik:
"Saa Farvel, min sønderjydske Pige."

Og Striden blev haard, vore Marker laa øde,
Mange Helte segned for Danmark som Mænd;
Saa en Aftenstund blev med Fjenden der Møde,
Kampen vared længe og den førtes herhen.
Og ud af Danskens Rækker en Mand saae jeg gaa,
Blodig, mens Tyskerne vige;
Det var min Ven; i Døden han mildt paa mig saa:
"Ak Farvel, min sønderjydske Pige."

Saa kasted' vi Højen; der hviler han rolig,
Rosenbusken blomstrer og smykker hans grav,
Ensom bor jeg her i min fattige Bolig,
Synes end at høre hans Ganger i Trav.
Og Nattergalen synger i Lindenes Skjul,
Som om til Trøst den vil sige:
"Jeg fatter godt din Sorg, skøndt jeg kun er en Fugl,
Græd ej, kære sønderjydske Pige."

Her staar jeg ved Aften i Vaaren saa ene,
End bag Lundens Løv synker Solen i Hav,
Nattergalen gynger i Lindenes Grene.
Men min Ven er borte - jeg staar her ved hans Grav.
Dog Roserne paa Højen de varsle et Haab,
Frem over Gravene stiger
En Gang en yngre Slægt, og et Sejerens Raab
Trøster da de sønderjydske Piger.