Jeg tro’de, da vi fik Gensdarmerne blaa
At ej flere Corps vi sku’ faa,
Men tænk Dem, alli’evel et Livjægerchor
Nu her i Staden bo’er,
Men det ku’ nok være, hvad Pokker at det var;
Lad dem blot florere, og more sig, min Fa’r!
Men værre det er med dette Blanke=
Og Børste=Compagni, som om skal vanke
Og stilles paa Gadehjørner op;
Dem ka’ jeg ej li’e,
Og hvorfor, det skal jeg Dem si’e.
Se, naar disse Gutter – en rovgjerrig Trop
Paa Gaden bli’er stillet op,
Saa kan man naturligvis ej gaa i Ro
I sine gamle Sko,
Saa raabe de Pst om man inte børstes vil,
Jeg synes, min Herre – De trænger svært dertil;
Kom her, giv Dem under vor Behandling,
Saa skal De se sikken en Forvandling,
De bliver som nyfødt, kjære Ven,
Og billigt det er,
Kun 5 Øre eller lidt mer.
Og naar man med Træsko for Sparsomhed gaar,
Saa bliver den slem i Aar.
”Min Herre – vil ej De ha’e Støvlerne smurt,
En Smule blanke gjort.”
Og man bliver flad, saa det næsten er en Gru,
Og saa Kammeraterne grine og si’er: ”Du,
Der fik en fæl en paa Godda’en,
Du vilde sgu’ ej, men maatte ta’en,
Og det er sgu’ ikke grumme rart,
Men svar ham igjen
Og vis ham, at du er med paa den.”