En ung dansk Mand
skudt af de Vilde

Paa Gaden gik en fattig Dreng,
Forladt i Kuld og Frost,
Hans Hjem var usselt, Nøden streng,
Det tørre Brød hans Kost.
Da kom en Mand og saae hans Savn,
Gav ham et venligt Hjem,
Og bragte ham i Velstands Havn
Og ledede ham frem.

Han lærte ham alt Smukt og Godt,
Tog ham i sin Butik,
Og vented ingen Tak, men blot
At bedre han det fik.
Og Drengen voxede sig smuk,
Var lærenem og kvik,
Han glemte Nødens Klagesuk,
Og frem i Sundhed gik.

Han blev Kommis hos Manden snart,
Som Herre stod han der,
En Kjærest fik han i en Fart,
Hun havde ham saa kjær.
Det vidste ej hans Principal
Paa Østergade, men
Den unge Mand ham nu bestjal,
Bestjal sin bedste Ven.

Nu blev han Kjæresten utro,
Da det for synlig blev,
Snart vilde han ej længer bo
I Danmark, men han skrev
Et Brev og la’ paa Disken hen,
At Fuglen fløjet var,
Og at han ikke kom igjen,
Dermed var Sagen klar.

I Tunis blev han saa Soldat,
Men det var hans Fortræd,
Thi da han var en rask Krabat,
Kom han i Krigen med.
Til Tonkin mod de Vilde gik
Nu Marschen ret med Lyst,
Men netop som de landed, fik
De strax en blodig Dyst.

En Kugle ramte i hans Bryst,
De Vilde haanlig lo;
Der laa han paa den fjerne Kyst
Og kunde ej faa Ro.
Da ved hans Leje Døden sad,
Paa Danmark tænkte han,
Og paa sin Elskte, og han bad:
"Send Bud hjem til mit Land.

Jeg har en Brud, som hjemme gaar,
Og venter mig hver Dag,
Og om jeg slipper fra mit Saar,
Og bort fra Krig og Slag,
Til hende gaar jeg hjem igjen
Og svigter hende ej,
Og vist min faderlige Ven
Endnu tilgiver mig.

O, hvorfor blev jeg ikke der,
I Danmark var saa skjønt,
Nu pranger Mark og Vej og Trær
Saa dejlig lysegrønt."
Saa lagde han sig stille ned,
Som Barnet hos sin Mo’er,
Og Sjælen til en evig Fred
Til bedre Egne foer.

Beretning
For omtrent 6 Aar siden tog en kjøbenhavnsk Cigar=Importør sig venlig af en fattig Dreng, gav ham først Plads som Bydreng, tog ham derefter fra et fattigt og daarligt Hjem til sit eget velhavende Hus, bekostede hans Uddannelse, tog ham i Lære, gjorde ham til Kommis og handlede i enhver Henseende smukt og faderligt imod ham. Forrige Sommer kom Principalen en Morgen til sit Forretningslokale paa Østergade, og skjøndt det var op ad Formiddagen, var Forretningen til hans Forundring endnu ikke aabnet. Da han nu selv lukkede op, fandt han ved sin Indtrædelse et Brev med hans Adresse. Det var fra hans Kommis, der nu var bleven 20 Aar. I Brevet takkede Kommis’en sin Principal hjertelig for alt Godt, men et vist delikat Forhold og en uovervindelig Lyst til at rejse havde bestemt ham til strax at vende sit Fædreland Ryggen. Endskjøndt dette Budskab traf Principalen meget uventet, blev han dog endnu mere ubehagelig overrasket ved at opdage, at den Bortflygtede efterhaanden havde fravendt ham henimod 2000 Kr. Han anmeldte dog Intet derom, og senere erfarede han, at Kommis’en var rejst til Tunis for at lade sig indrullere i Fremmedlegionen og paa den Maade komme til Algier. Han havde dog gjort fejl Bestik, thi han maatte gaa til Krigsskuepladsen i Tonkin. Allerede faa Dage efter Udskibningen blev han dødelig saaret af en Kugle i Brystet i en Kamp med omstrejfende Vilde. I de faa Timer, han derefter havde at leve, fik han netop kun Tid til at besørge Efterretningen om sit Endeligt i den unge Alder sendt hjem til Danmark.