I min hele Levetid jeg har
Kun holdt Vrøvl, og gjort af Verden Nar,
Jeg har sunget, jeg har dandset, leet;
Ingen som alvorlig mig har seet.
Nei! Kun Hocus, Pocus, Jux og Sjov,
Var min Gjerning naar jeg ikke sov.
Gid med Latter, Skjemt og lystig Sang,
Jeg maa puttes i min Grav engang.

Om mig stundom rammer en Malheur,
Bliver jeg dog ei i slet Humeur,
Selv om Lommen er aldeles tom,
Bryder jeg mig ei en Døit derom.
Liig en Gentleman jeg gi'er den flot,
Ingen aner, jeg er bankerot;
Men jo meer jeg fiin og flot den gi'er
Desto meer det til min Skræder svier.

Jeg til alle smukke Pi'er gjør Cour,
Skjøndt det stundom hænder jeg faaer Fuur,
Mit Humeur jeg taber derfor ei,
Jeg kun bukker dybt, og gaaer min Vei,
Ønsker jeg maa bedre Lykke faae,
Naar jeg Amors Vei igjen skal gaae,
Ja! Og mangen yndig lille Glut,
Er da ogsaa bleven i mig skudt.

Folk har dømt mig paa forskjellig Viis,
Nogle mene jeg bør ha'e lidt Riis,
Andre si'er: Det er en Pokkers Karl,
Liberal, men ogsaa gruelig gal.
Atter Andre: Jeg fortjene kan
Paa mit Bryst at faae en Dan'brogsmand;
Jeg paa Piger, Viin og paa Tobak,
Tænker kun, og leer af al den Snak.

For at blive vidt og bredt bekjendt,
Skal der paa min Grav et Monument,
Paa et kjæmpestort Champagneglas,
Skal en Narrehue ha'e sin Plads.
Og paa Huen skal baldyret staae,
Et Par Linier omtrent som saa:
Under dette Monument man har
Puttet ned: "Alverdens største Nar."