Guds Himmel var saa mørk og graa
En Nat i sene Høst,
Og Havet pisked Skum og Fraad
Langt ind paa Jyllands Kyst.
I Bondens Gaard var alting lukt
Og Port og Laage stængt,
Og i hver Hytte Lyset slukt,
Thi Vejret det var strængt.

Den Moder havde sine Smaa
Med Taarer bragt i Seng,
Den ældste gennem Ruden saae,
Det var en tolv Aars Dreng,
Han sagde: "Græd ej, kære Mo’er,
Gaa ej med Sorg i Seng,
Jeg vokser op og bliver stor
Stol paa din egen Dreng.

Jeg veed, hvorfor din Kind er vaad,
Og rastløs om du gaar,
Det er fordi vor Faders Baad
Kom ikke hjem i Gaar.
Men du kan tro, da Skib og Ror
Og Mast og Spejl og Stavn
Blev lavet splitternyt i Fjor,
Er Fader nok i Havn."

De Ord gød Haab i Moders Bryst,
Træt slumrede hun ind;
Mens Drengen gennem Ruden saae,
Tavs med bedrøvet Sind.
Da alle sov, mens Bølgen slog
I Stormens Raseri,
Tog Drengen Lygten ned fra Krog
Og sat et Lys deri.

Saa gik han da med Haab og Tro,
Saa lille som han var,
Langt ud paa Næssets svage Bro
Med Lygten, som han bar.
Han klamred sig til Lægten fast,
Bad højt en Bøn til Gud;
Der stod han til den klare Dag,
Til Haab og Lys gik ud.

Og mangen Skude gik den Nat
Til Ro paa Havets Bund,
Og mangt et Haab blev slukket brat
I Nødens bitre Stund.
Men Fader red paa Bølgens Ryg,
Hans nye Baad holdt ud!
Red Stormen af – han landed tryg
Og takkede sin Gud.

Tre Dage gik – en Aftenstund
Gik stille han i Land;
Højt halsede den lille Hund,
Da han gik frem paa Strand,
Og Drengen sagde: "Mo’er, din Søn
Fik Ret – jeg holdt jo ud!
Nu har vi Fader, thi min Bøn
Blev hørt af Himlens Gud."