Hen over Landet
Sørgeligt lyder
Harmfulde Klager
Over hin Færd
Ovre paa Lolland,
Hvor Bødlens Øxe
Flængede grusomt
Dødsdømtes Krop.

Han som skal øve
Retfærdig Handling,
Han som skal slutte
Misdæders Liv;
Misbrugte skændigt
Kaldet som Bøddel,
Tre Gange huggede
Før han fik Død.

Er det ei Straf,
At sidde i Fængsel,
Ensomt at gruble
Over sin Synd;
Er det ei Straf,
Naar Dommen lyder:
Du har forbrudt
Din Ære og Liv.

Og naar omsider
Timen oprinder,
Da han skal sige
Det sidste Farvel:
Er det ei Straf,
At se sig beskuet,
Lægge sit Hoved
For Bødlens Haand.

Hvorfor skal Staklens
Smerter forøges,
Naar han forlader
Kvalfulde Liv?
Er det ei Sone
Nok for hin Brøde
Offrer det Eneste,
Hengi’er sit Liv.

Dog man maa haabe,
Inderlig ønske:
Ei saadan Skændsel
Oftere skeer!
Bødlen hin grumme,
Der saa barbarisk
Rettede Anders,
Taales ei meer.

Beretning.
Et Rygte har i disse Dage cirkuleret her i Byen, at Skarpretter Seistrup skulde have taget sig af Dage ved Hængning; dette er saa langt fra Tilfælde, at han netop for et Par Dage siden har været underkastet Forhør. Naar man gjennem Bladenes Referater har gjort sig bekjendt med alle de Omstændigheder, der gik forud og ved Anders Sællænders Henrettelse, og da navnlig Skarpretterens Optræden saavel paa Reisen derover som under selve Exekutionen, maa man høilig beklage, at han netop var udseet til denne Bestilling, som udkræver Mod og Koldsindighed. – Ved Forhøret har han vedgaaet, at han den Morgen Henrettelsen foregik var lidet skikket til at opfylde de Pligter, der paalaa ham, og som var begrundet i en overdreven Nydelse af Spiritus Dagen forud, hvad der ogsaa havde foranlediget hans brutale Optræden paa Reisen til Nakskov; han erkjendte, at han kun daarligt kunde beherske sig, naar han var svirende, men hvad der ogsaa havde bidraget til at han udførte sin Forretning saa slet, var den frosne og glatte Jord, som bevirkede, at han ikke havde noget sikkert Fodfæste. Da han kom til Henrettelsesstedet havde han ventet at se et Skafot opreist, men blev ikke lidet forundret, da han fik at vide, at Henrettelsen skulde foregaa paa den flade Jord. Han erkjendte, at det første Hug var feilrettet og uheldigt, men antog dog, at den Dødsdømte ikke mere var ved Bevidsthed, da det andet og tredje Hug blev udført, og den af flere Omkringstaaende hørte Jamren og Stønnen ikke kom fra Anders Sællænder, men derimod fra en i Nærheden staaende Kone som fik et Krampetilfælde. Han erkjendte, at han havde forseet sig, men formente, at hele Skylden ikke kunde tillægges ham. Han er foreløbig suspenderet.
Hvad der fortjener Beundring, var den Orden og Ro Publikum viste under Exekutionen, hvad der neppe var sket i Amerika eller Frankrig.