Gaardmandsdatteren
En Vise vil jeg skrive, til Eder, Venner kjær,
Det er alt om en Pige, som jeg har havt saa kjær;
Jeg hende haver elsket, hun elsked' mig igjen,
Det stedse var min Tanke, hun var min bedste Ven.
I den Tid at jeg tjente hos hendes Broder god,
Vor Kjærlighed antændtes alt med saa stort et Mod.
Vi Tiden monne drive i Kjærligheden hen,
Jeg tænkte ei den Pige forlade vil sin Ven.
Du Dig jo haver svoret fra Gud til Fanden hen,
Men hastig Du udkaared en Anden til Din Ven;
Kun Svig min Løn er bleven for al min Trofasthed,
For al min kjærlig' Stræben har jeg ikkun Fortræd.
At fattig jeg mon være, det vidste Du jo vel,
Forinden Du begyndte paa Elskovs tunge Træl,
Jeg tidt til Dig nu sagde: "Jeg bliver vist Din Nar!"
Men dette strax du sagde: "Det ei min Tanke var!"
Den Kjærlighed til hverandre blev meer og meer antændt,
Og glad den Vei jeg vandred, jeg meente var bestemt
For mig og for min Pige, som Visen nu er om,
Og dette maa jeg sige: hun i Kamret til mig kom.
I Stalden hvor du malked, jeg tidt brang Aft'nen hen,
Min Middagssøvn forsømte jeg tidt for Dig, min Ven;
Jeg Lygten monne holde, saa tidt Du fodred' Lam,
Du husker det vist nøie hvad vi bestilte da.
I tvende Aar den Kjærlighed jeg haver nydt for Dig,
Jeg kunde aldrig tænke, at Du var fuld af Svig;
Men jeg nu kunde mærke, Din Stolthed meer tog til,
I Silke og i Mousselin Din Lykke gjøre vil.
En Riig der sig indfinder, Du forloved Dig med ham,
Den Tid jeg endnu mindes, da Du ham Ringen gav;
H. Jensen deri monne staae, fra Gjørløse han var,
Den Tid dog eengang komme kan, Du blive kan til Nar.
Har Du det Løfte givet ham, som Du har givet mig:
At Alt hvad mig lysted jeg gjøre maa med Dig;
Thi Du til mig udlovede saa stor en Trofasthed,
Men eengang vel dog vaagner en ond Samvittighed.
For Dig jeg ikke sørge vil, det maa Du ikke tro,
At det mig skulde krænke, jeg holder mig for god;
Der flere Piger ere, og dem jeg saa gaaer til,
Som trofast mig vil blive og ei mig svige vil.
Tænk paa, min søde Pige, et Liv er efter det,
Den arver Himmerige, som her har handlet ret.
Den, som falskelig har svoret, eengang faaer nok sin Løn,
Han kommer for at dømmes af den evige Guds Søn.
Min Vise jeg nu ender om Dig, Du falske Møe,
Lad det være Dig et Minde: vi skal dog eengang døe;
Den Onde Du tilhører, som selv Du ønsket har,
Hvis at Du nogensinde vil gjøre af mig Nar.
Min Navn vil jeg nu sætte i Sangens Melodie,
Min Pen vil jeg nu lægge, min Vise er forbi,
Peder Nielsen jeg hedder, det er mit Døbenavn,
I Herløv født og baaret jo udaf fattig Stand.
Farvel, farvel, min Pige, farvel, Du falske Møe,
Vi skal dog eengang samles, nar vi skal Begge døe;
Jeg Dig ei Ondt tilregner, Gud dømmer bedst den Sag,
Et Minde Dig skal sendes jo paa Din Bryllupsdag.