Manden og Konen sadde dem ned,
Talte i Fryd og Gammen:
"Altid saa troede jeg Du var rig,
Den Tid vi kom tilsammen."
"Var jeg ikke rig, saa var jeg som jeg kan,
Li'sda god en Kone, som Du er Mand!"
Hu hei! for mig og Dig, siger jeg,
Den Tid forglemmes aldrig.

Manden han tog sin Nathue af,
Slog Konen paa sit Øre:
"Saa gjør hver ærlig Dannemand,
Naar Konen ei vil høre.
"Hvor jeg Dig byder, der skal Du løbe,
Derfor jeg monne Husbonde hedde!"
Hu hei! for mig og Dig, siger jeg,
Den Tid forglemmes aldrig!

Konen tog sit Rokkeho'de af,
Slog Manden det i Panden:
"Saa gjør hver ærlig Dannekvinde,
Naar Manden gaaer fra Forstanden.
Hvor jeg Dig byder, der skal Du løbe,
Derfor jeg monne Madmoder hedde!"
Hu hei! for mig og Dig, siger jeg,
Den Tid forglemmes aldrig.

Manden han gik ad Skoven til,
At skjære de Kjæppe hvide,
Konen hun svoer paa Ære og Tro,
Han skal dem selv opslide.
Da han kom hjem saa gik det i Gang,
Saa Stumperne ham om Ørerne sprang.
Hu hei! for mig og Dig, siger jeg,
Den Tid forglemmes aldrig.

Det gik saa til i Dagene tre,
Men Konen blev værr' og værre,
Saa Manden faldt paa sine bare Knæ,
Og kaldte sin Kone Herre:
"Hvor Du mig byder, der vil jeg løbe,
Derfor Du monne Madmoder hedde!"
Hu hei! for mig og Dig, siger jeg,
Den Tid forglemmes aldrig.

Manden han ud i Gadedøren treen,
Der mødte han sin Nabokvinde:
"Nu har jeg slaaes med Kjællingen min,
Saa begge mine Øine rinde;
Har man dog hørt Satan til Spil,
Manden skal gjøre hvad Konen vil!"
Hu hei! for mig og Dig, siger jeg,
Den Tid forglemmes aldrig.