Stolt med opreist Pande
Kan den Danske stande,
Tappert gik vor liden
Styrke ud i Striden,
Hist paa Dybbøls Banker
Drøie Hug der vanker
Naar den tydske Voldsmand kommer os for nær;
Den syttende forsøgte han derpaa,
Og Jens imod ham roligt monne gaa;
Fjerde Regiment vi
Sendte ud i Strid, thi
Det er Mænd, som kjæmpe vil for Dannebrog.

Hør, Trompeter klinge,
See, Granater springe,
Bajonetter glimte,
Fjenden kan man skimte,
Hist bag Hegnet truer
Tusind Pikkelhuer
De vil overmande Danmarks lille Flok.
De Dybbøls Skandser dem iveien staae,
De hindre dem i Slesvigs Land at faae;
See hvor Byen brænder,
Fjendens Ild den tænder,
Men den danske Skare iler modigt frem.

Sammen snart de støde,
Tusinder af Døde,
Ligge hist paa Pladsen
Fremad styrter Massen,
Nu, med Bajonetten,
Vil de stille Trætten,
Og vor Jens har Kraft i Arm, det har han viist;
Kun fremad, frem! Hils Alle i vort Hjem,
Og falder vi, vi segne jo for dem,
Vi ei gaae tilbage,
Fremad vil vi drage,
See, nu viger Fjenden for vor Kugleregn.

Dog - han kommer atter
Friske, ny Soldater,
Fører han i Kampen,
Hør nu Hestens Trampen,
See Granaten futter
Blandt de hvide Gutter,
Det er Østerrigerne der segne der!
Med rædsomt Knald Granaten i sit Fald
Har knust de frække Fjender uden Tal,
Hurra! Fjenden viger,
Høit af Skræk han skriger,
Fjerde Regiment en blodig Priis ham gav.

Han er træt, han skuer,
Mellem Ildens Luer
Alt hans Døde ere
Mange, mange flere
End han havde ventet,
Blodig Tak han hented,
Da han vilde sætte sig i Dybbøl By;
De Skandser maa han sikkert lade staae,
Det er de sure Bær, han ei kan naae.
Høit i Luften vaier
Dannebrog med Seier,
Dansken drager atter ind med stolt Hurra!

Episoder af Kampen ved Dybbøl.
Seiren var vor. Udfor Skandsen Nr. 5 ligger en grøn Mark op imod Bøffelkobbelskov; da den flygtende Fjende kom hen over den ved Ruinerne af Ny Frydendal Kro, peb en 84-pundig Granat fra Skandsen ud over Hovederne paa Vore, den slog ned i en hvidklædt Kolonne paa Marken, og det med en Virkning, saa forfærdelig, at hverken Ord, eller Pen, eller Pensel er istand til at skildre det, den dræbte, den sønderrev og søndersplittede Alt. I Sollyset saae vi enkelte vaklende Skikkelser støtte sig til deres Geværer og bevæge sig bort fra Stedet, standse og derefter falde, for aldrig at reise sig mere. Et rungende Hurra fra Skandsen, mere overdøvende end alle andre fra om Formiddagen, var den Ligsang, som løb hen over Stedet.
Alt trængte sig henimod høire Side, det gjaldt om at holde og om at tage Dybbøl By. Imellem Husene blev der kæmpet paa samme Maade som den Dag de sloges ved Oversø, Mand imod Mand, Bajonet mod Bajonet. Vore havde sat sig fast i Kirken, bag Husene, inde i dem, fra Tagene, fra Vinduerne, fra ethvert Glamhul sendte Døden sit Budskab, og derimellem, som i en bestemt Takt, kom Skuddene fra Batterierne, hvor der viste sig en fjendtlig Kolonne eller en større Afdeling, som man troede det muligt at faae Hold paa. Den flade Mark ligger nu opreven foran alle disse Batterier i brede og dybe Grøfter, der ligner et pløiet Land, men det er Kuglerne og Granaterne, som her have forrettet Arbeidet. Preusserne og Østerrigerne vege tilbage og bleve drevne frem igjen af deres Officerer, de styrtede som Straa for en Høstmand, men der kom Nye i de Dræbtes Sted, bestandig friske og Andre. Sjette Regiment stod i Løbegravene paa venstre Flanke mellem Skandsen Nr. 2 og 3. De bleve denne Eftermiddag næsten uantastede Vidner til hvad der foregik paa den anden Flanke, derimod gik det ud over fjerde Regiment, over femte ottende og syvende, meest over femte og fjerde. Solen gik ned, det begyndte at mørknes, da taug efterhaanden Kolonnernes Geværskud, fra Skandserne lynede det endnu, men mere enkelt og i længere Mellemrum. "Vi tale saa sjeldent med," tænkte Brumbasserne, "vi maae idetmindste gjøre os forstaaelige, naar det gjælder." Da der endelig ikke kunde kæmpes længere, stode Preusserne oppe i Dybbøl By og holdt Avnbjerghøiden besat. (B.T.)