Den stakkels Gamle er vendt tilbage
I Tønden, hvormed han maatte drage
Som Lig afsted til Amerika,
Ak, hurtig kom han igen derfra.

Det var ej Meningen, som vi vide,
Men Rædselsdaaden blev kendt i Tide,
Og Meyer, stakkels bortsendte Mand,
Skal hvile her i sit Fædreland.

Hvor gru’ligt er det nu for hans Kære,
Nu kan ej mere de Haabet nære;
Han er jo dræbt – det er klart bevist,
At skændigt er nu hans Liv forlist.

Han hviler rolig – har ingen Smerte,
Og Sorgen naar ikke mer hans Hjerte;
I Tønden føler han ikke mer
End naar man ham i hans Kiste ser.

Men han, der grufuld i Fængsel venter,
Mens fra det Fjerne man Liget henter,
Som atter nu han skal mødes med,
Hvordan til Mode er han derved?

Mon han betænker sin grumme Brøde,
- Man veed, han frygter at se den Døde,
Det er en Del af hans Straf, men se,
Usket bli’er ej, hvad han før lod ske.

Snart faar vel Meyer sin stille Hvile
I Gravens Skød – han vil mer ej ile
Paa Dampens Vinger til fjerne Kyst,
Han har udstridt, han har Ro i Bryst.

Kun Morderen kan ej Freden fange,
I Fængslet stirrer ved Nat han bange
Paa Skrækkens Syner, som for ham staa,
Han sukker: "Hvordan skal Fred jeg faa?"

Og begges Slægtninge, som med Sorgen
I Hjærtet gaa her omkring forborgen, -
Ak, hvor var Skæbnen dem trang og vred,
Og nu – den Morders Samvittighed?

Om den skrækkelige Tønde.
Det er bekendt, at Cand. Philipsen, efter at have kvalt Carl Lunds Bud, den gamle brave Meyer, afførte Liget dets Klæder, eftersøgte Lommerne, hvori han kun fandt en mindre Sum, og derefter stoppede Liget i en Tønde, fyldt med Kalk. Klæderne forærede han sin Karl, som i den Anledning blev anholdt, og dette var en medvirkende Aarsag til Forbrydelsens Opdagelse. Tønden med Liget lod Philipsen derpaa sende til Amerika, under Paaskrift: Beresford, Brothers, Racine, Wisconsin, via New York, og sagde Karlen, at det var en Tønde med Prøver af Sæbe osv., samt at det hastede med at faa den derover. Ved den ilfærdige Nedhejsning af Tønden forskød Hejsetovet sig, og Tønden var nær gledet ud af Surringen og styrtet ned paa Gaden, hvorved den vilde være bleven knust, og Liget saaledes opdaget. Imidlertid naaede Tønden jo sit Bestemmelsessted, medens Philipsen selv blev greben paa Elben, hvor det Skib, hvormed han vilde flygte, strandede.
Da man i New York fik Efterretning om Indholdet af den sendte Tønde, der endnu henstod der, fordi der intet Firma af det opgivne Navn fandtes i Racine, lod man Tønden aabne. Det var et skrækkeligt Syn, der frembød sig, da Bunden blev slaaet ud. Den Myrdede sad dernede i foroverbøjet Stilling; den ene Haand var rakt op foran Ansigtet; paa denne Haands Finger sad en glat Guldring. Ansigtet var let kendeligt, skøndt Skægget enkelte Steder var ædt bort af Kalken. I øvrigt bar Legemet ikke Spor af Vold, kun Halsen var snøret sammen efter Kvælningen. Det var et gruopvækkende Syn, meddeler de amerikanske Blade, da det ligblege, kalkede Hoved nikkende kom pludselig frem af Tønden, der derefter blev slaaet til.
For ikke at vække Opløb i New York ved Indskibningen i Dampskibet "Norge", blev der af den danske Gesandt i Washington sørget for, at Tønden blev lagt i en Kasse, der var af samme Størrelse og Udseende som fem andre Kasser, der kom ombord tilligemed den, og blev anbragt i Lastrummet, hvorfra den først den 11te Maj kom op paa Dækket i Kristiania. Her havde der ved Skibets Ankomst Kl. 10 Aften samlet sig en stor Menneskemasse for at se Tønden, men dens Tilstedeværelse blev benægtet.
Den kostede i Fragt 15 Kr. i Overrejse som "Prøver", men Tilbagerejsen "som Lig" kostede 500 Kr.
Skøndt det var Bestemmelsen, at Meyers Lig skulde omlades i Kristiania, fandtes dette dog for omstændeligt, og Tønden blev derfor bragt i Land ved Larsens Plads i sin Kasse, og derefter ført til Johannnesstiftelsen, hvor Philipsen vil blive konfronteret med sit Offer, der derefter vil blive udleveret til Familien, for at denne kan lade Begravelsen foregaa.
For den skrækkelige Tønde blev af Ejeren af Dyrehavens Panoptikon, Herr Stein, budt 2000 Kr. Sø= og Handelsretten saavel som Politidirektøren ønskede imidlertid ikke Tønden forevist og Budet blev ikke antaget.