Ak nei, hvor er
Pepita kjær!
Det er en ægte Dandserinde!
Saa sylphelet,
Saa fiin og net,
Og Øinene som Stjerner skinne.
Ja, hun kan vistnok gjøre Nar a'
Dem Alle sammen, selv Camara,
Og sikken Hud, saa skjær og reen,
Og sikke nysselige Been!

Fra Pol til Pol
Ved sin El Ole
Har hun sat Hjerterne i Flamme;
Og Folk af hver
En Stand har her
Havt god Erfaring af det Samme.
Ja, Danske, Tydske, Franske, Vælske
Har bare Tanker for at elske;
Af Elskov Fleer i Graven gik,
De Klogeste slog sig til Drik.

Man hører knap
En Lyd for Klap,
Saasnart hun sætter sig i Stilling,
Og for at see
Den spanske Fee
Man offrer glad den sidste Skilling,
Men mange fattes Raad desværre!
De staae ved Hotel d'Angleterre.
Og de er' glade, naar de faaer
At see et Glimt af hendes Haar.

Man har fortalt,
At overalt
Har hun gjort Mængden reent balstyrlig:
Og mangt et Ord
Om Drab og Mord
Fortælles - det er saa natyrlig.
En Deel deraf er vistnok Løgne,
Det veed jeg, men de Satans Øine,
De er vist skabt til absolut
At gjøre Verden reent kaput.

O Kjøbenhavn!
Pepitas Navn
Hos Dig vil længe staa i Minde;
Thi sikkert seer
Du aldrig meer

En saadan fyrig Dandserinde.
Jeg siger ikke meer end sandt er:
Det Blik som tusind Diamanter
Kan røre selv den haarde Steen,
Hvis inte, saa kan hendes Been.