Den fattige Spillemands
sørgelige Levnetsløb

Jeg fødtes i Dannemarks smukke Blomstervang,
Men nu med Sorg i Sinde jeg gaar min tunge Gang.
Thi skjøndt endnu jeg staar i min Ungdoms bedste Aar,
Saa rinder dog saa sørgelig mine unge Aar.

Som ung Knøs jeg tumled mig glad i Mark og Eng,
Jeg Sorgen ikke kjendte, jeg var saa rask en Dreng,
Og Sundheds-Rosen smykked i Vaar min unge Kind,
Jeg kjendte ej til Savn eller Vemod i mit Sind.

Min Moder betragted mig med kjærligt Blik,
Naar tidligt alt hun saae at jeg til Arbejd gik!
Hun anede jo ej, at endnu i Ungdomstid
Min Skjæbne skulde blive saa sørgelig ublid.

Jeg voxede til og jeg ud i Livet drog,
Dog først med dem derhjemme jeg venlig Afsked tog;
I Verden tog jeg modig med villigt Sind min Tørn,
Snart havde jeg da Hustru og saa to kjære Børn.

Jeg virkede rask, men min Helbred led dog snart,
Og pludselig desværre stod det paa en Gang klart,
At dette strænge Arbejde, som man mig havde budt,
Det svækkede mig meget, - min Helbred var nu brudt.

I Maaneder svæved jeg mellem Liv og Død,
Da maatte de derhjemme jo lide bitter Nød;
Ved Arnen var der koldt, og min Hustru og de Smaa,
De lede Savn imens jeg i Hospitalet laa.

Uhelbredet gik jeg nu hjem den tunge Gang,
Min Taare randt, men Lediggang var mig dog for trang,
Saa tog paa ny jeg fat, men snart atter syg jeg laa,
Da udbrød jeg fortvivlet: Hvorledes skal det gaa?

Jeg prøved det ofte, men det forgjæves var,
Min Stræben var forgjæves, ej mere Kraft jeg har.
Og Lægen har forbudt mig alt Arbejd, og nu maa
For Føde og for Klæder jeg ud paa Vandring gaa.

Min Hustru stod trofast hos mig i al min Nød,
Hun kæmpede, skjøndt svag, med for Husly og for Brød,
Nu med min Sang jeg drager alene Landet om,
Og Ingen har mig spottet, naar med mit Spil jeg kom.

Thi Hver, som har Hjerte, den fatter jo min Nød,
Og Alle hjalp mig venligt hver Gang min Stemme lød,
Og er mit Spil end ringe, saa har dog Tonens Magt
Saa ofte Hjælp til mig og mit Hjem i Tide bragt.

Hver Gang jeg bortdrager, da raaber højt de Smaa:
Men Fader, skal nu atter saa langt du fra os gaa?
Men naar en Dag saa atter jeg kommer til dem hjem,
Da straaler Glæden klarlig af Alles Øjne frem.

Og naar jeg nu vandrer fra Hus til Hus min Gang,
For at fortjene lidt ved mit Spil og ved min Sang,
Da tænker jeg saa ofte: Maaske en Gang igjen
At du med Kraft og Sundhed dog kunde vandre hen.

Da vil jeg erindre taknemlig En og Hver,
Som nu i Sorgens Tid og i Kummer og Besvær
Mig venlig rakte Haanden til Hjælp paa Livets Vej,
Dem husker jeg i Hjertet. Jeg dem forglemmer ej.

I Glade, som kjende ej Sygdom, Sorg og Savn,
Som Modgangens Dage erindre blot af Navn,
Til Eder min Tak jeg henvender, naar I vil
En ringe Skærv mig yde for Sangen og mit Spil.

Beretning.
Allerede som lille Dreng maatte jeg ved Arbejde hjælpe til ved mit Underhold, thi mine Forældre havde en stor Børneflok, og endskjøndt de omfattede os med Kjærlighed og Ømhed, vare de dog fattige, og deres Evner strakte ikke altid til. Men Arbejde var min Lyst, thi jeg havde jo Ungdom og Haab, og undertiden tog jeg maaske for haardt fat, saa det overgik mine Kræfter. Dette var dog nødvendigt, da jeg blev gift og fik Smaa. Men jeg var ved godt Mod, indtil jeg af Overanstrængelse blev syg, og min Helbred var da ved Arbejde saa svækket, at jeg maaske aldrig gjenvinder mine Kræfter som forhen, endskjøndt jeg endnu er i min bedste Ungdomsalder. I samfulde to Aar var jeg syg og lidende af kronisk Mavekatarh, og efter at jeg i mange Uger havde henligget i Hospitalet, blev jeg vel udskreven, men uhelbredet og med Lægeattest for, at jeg er uskikket til alt sværere Arbejde.
Omsorgen for Hustru og Børn bestemte mig dog til paany at forsøge at arbejde; men snart maatte jeg igjen høre op, og hver Gang jeg arbejder, melder Sygdommen sig strax igjen. Dette er en sørgelig Stilling for et Menneske i min Alder og som Forsørger for Hustru og 2 kjære Børn, som ikke kunne faa Opholdet uden fra deres Fader, og for at undgaa at ligge mine Medborgere til Byrde, drager jeg nu om for ved min simple Sang, og lidt Harmonikaspil at erhverve et tarveligt Udkomme, for at mine Kjære derhjemme ikke skulle lide Nød. Det er mit Haab, at de, i hvis Lod det er faldet, at eje Sundheden, Livets bedste Klenodie, og som kunne føre et lykkeligt Familieliv, ville yde en ringe Skærv til at lindre en ulykkelig Arbejders Kummer og Savn, og med inderlig Tak vil jeg mindes Enhver, der har vist mig Deltagelse i min Nød.
Ærbødigst
N. P. Olsen,
Arbejdsmand.