Den gamle Soldat fra Krigen,
I Fir’ og treds for Danmarks Fred jeg kæmped
Mod Overmagten i en haabløs Strid,
Da var jeg ung, mit Mod ej let man dæmped,
Jeg stod mod Fjenden fast i Farens Tid.
Hvor Kugler hvined og Granater regned
Og sang saa grum en Sørgemelodi,
Der saae jeg mange brave Venner segned,
Men Døden med sin Le gik mig forbi.
Jeg redded mig, trods Sorg og Savn og Møje,
Trods Nattevaagen, Kuld’ og Sult og Tørst,
I Vintrens Strænghed haardt vi maatte døje,
Men Følgerne kom frem i Tiden først.
Paa snedækt Mark vi ofte maatte hvile,
Vi gik i Sne og vadede i Vand;
Da vi fra Dannevirke maatte ile,
Da blev saa mangen Ungsvend Dødens Mand.
De Kære sad og sørgede derhjemme,
Og Taaren randt ad blege Kinder ned
For dem, som vi i Jorden maatte gemme,
Og dem, som haardt paa Smertens Leje led.
Saa vinked Freden, glad jeg drog til Hjemmet,
Jeg havde værnet for mit Fædreland,
Og vovet Liv og Lemmer mod en Fremmed,
Som plyndred ved vor kære danske Strand.
Mit vante Arbejd var i Fred at sprænge
I Marken Stene, - glad jeg stræbte frem;
Jeg virked glad – dog vared det ej længe,
Før Sorgen ramte mig med Viv og Hjem.
Vi skød en Sten, da sprang paa en Gang Skuddet,
Og ramte mig i Armen, som De ser;
Paa Sygehuset kom jeg, ak, men Bruddet
Var slemt, det kunde ikke læges mer.
Og ni og tyve Uger laa i Smerte
Jeg paa vort Sygehus i Maribo,
Tungt hviled Armods Byrde paa mit Hjerte,
Og Sorgens Blomst ved Lejet monne gro.
Tre Steder blev jeg saaret Julemorgen
I atten hundred fem og treds paa Stand,
Tung var vel Smerten, større blev dog Sorgen,
Jeg mærked, at jeg var en slagen Mand.
De vilde amputere, men jeg nægted
At miste Armen, saa beholdt jeg den,
Men kun som Krøbling jeg for Livet fægted
Og drog med Liren da i Landet hen.
Saa kom jeg atter skrækkelig til Skade,
Ved Huleby Fabrik en rædsom Dag,
Det var i Øllebølle – jeg vil lade
Enhver betænke, hvad jeg fik for Slag.
Jeg førtes til Fabriken og henlagdes
To Timer uden Læge, maa De tro,
Stærkt Blodet randt i Strømme, da jeg bragtes
Mer død end levende til Maribo.
Nu gaar omkring jeg og vemodig spiller
Paa Liren for at tjene til mit Brød,
Og medens Taarerne paa Kinden triller,
Jeg skærmer Børn og Hustru knapt for Nød.
Nykøbing, Falster, er mit Hjem saa fage,
Gud lønne Hver, som hjalp mig i min Nød,
Jeg takker dem, som mildned vore Dage,
Saa at Familien ikke mangled Brød.