Axel og skøn Inger
Paa Sjælland hos en Bonde var der Bryllupsfest,
Axel og skøn Inger vare der til Gæst;
Da det monne dage, Gæsterne bortdrage,
Axel og skøn Inger ud i Skoven gik.
En Lærer elsked Inger, han sig listed frem,
Fulgte deres Fjed og lumsk belured dem;
Lagde sine Planer, som slet Ingen aner,
Skabte Sorg og Kvide i de Unges Bryst.
Axel sagde: "Inger, vær mit Hjertes Ven,
Jeg skal være trofast, hvor jeg end gaar hen;
Jeg i Strid skal drage, kommer jeg tilbage,
Fører jeg dig hjem i Glæde som min Brud."
Inger svared: "Axel, ja, jeg elsker dig,
Men bliv her tilbage hos min Fa'er og mig,
Du kun har mit Hjerte, og i Fryd og Smerte
Vil jeg søge Lykken ene tro med dig."
"Kære Pige, blive, det gaar ikke an,
Jeg maa ud at kæmpe for mit Fædreland.
Dog skal tidt jeg skrive, hvis jeg er i Live,
Til min elskte Pige, nu lev vel, min Skat."
Ingen af dem aner Sorgens bitre Braad,
Ingen tænker paa den Lærers fule Daad.
Bort han drog, hun tænker kun paa ham; det krænker
Hende, at hun ej faar Breve fra sin Ven.
Læreren, Hr. Martin, skulde bringe om
Alle Brevene, som fra Soldater kom.
Axels Breve brændte han, og Inger sendte
Falske Tidender, at Axel alt var død.
Nu han beder hende: Vær min Hjertenskær!
Hun med Fasthed svarer: Jeg forlovet er!
Men af hendes Kinder Rosens Farve svinder,
Da hun faar at vide Axels bratte Død.
Læreren han grunder: Hævnen jeg nok faar,
Og ved Nat han tænder Ingers Faders Gaard.
Medens Huset brænder, han til dem sig vender
Og dem byder Hus og Ly med Lumskheds Smil.
De med Tak ham følge, thi de ane ej,
At det Skarn dem førte ind paa Armods Vej.
Ingers Fader bliver syg, og snart opgiver
Han sin Aand og Datteren alene staar.
Ene med den Falske Inger sorgfuld var,
Atter Frieriet Læreren frembar;
Men Gud Fader raader for hvad bedst os baader,
I en Sygdom falder han, den falske Mand.
Ingers Pligt da byder, hun ham pleje maa,
Da hun Hus og Føde jo hos ham mon faa.
Men en Dag, da stille ind han sov, da vilde
Skæbnen, at en Pakke did med Breve kom.
Det var fra Soldater; der var ogsaa et
Med til Inger: Axels Haand hun kendte let;
Glad hun Brevet bryder: hendes Glæde byder
Hende straks at svare ham, den elskte Ven.
Læreren opdaget blev, den falske Mand,
Og tilsidst for Dommeren bekendte han.
Falsk og Brand ham førte fejl, og man ham kørte
Bort til Straffefængselet i København.
Sjette Julidagen holdt de Danske Stand,
Axel stod i Striden som en tapper Mand,
Kuglen fandt hans Hjerte; bort han uden Smerte
Gik til Ryes Brigade til et bedre Land.
Men hans sidste Ord blev bragt til Inger hen;
"Hils og bring Farvel hen til mit Hjertes Ven!
Bort jeg nu maa vandre, men vi se hverandre
Hisset, hvor ej Sorger eller Smerte er."
Krigen den blev endt, Soldaterne kom hjem,
Inger ogsaa mødte at modtage dem;
Frem af Rækken træder en Soldat; han græder,
Siger: "Inger, ak, din kære Ven er død."
Bleg til Jord hun segner, men da op hun staar,
Hun en sidste Hilsen fra sin Axel faar.
Rørt hun Ordet hører, hendes Vej da fører
Hende ud at vandre i den store Skov.
Aftnen var saa stille; ene der hun gik,
Stjernerne sig spejled mildt i hendes Blik;
Hjertet monne briste, Axel var den sidste
Tanke, før hun sank i Dødens stille Blund.
Og da Morgensolen straaled over Krat,
Fandt de Ingers Lig; hun døde jo saa brat.
Og hver Fugletunge kvad: Farvel, I Unge!
Axel og skøn Inger nu forenet er.