En ganske ny Vise
om det store Slag ved Dybbøl

Ovre i Berlin
Brøl og Hurra nu der lyder,
Tydskerne gjør Griin
Og det tydske Forbund skryder;
Og Kong Wilhelm kan
Nu sig lade gratulere,
Som "Erobrer"=Mand
Vil ham Tydskland titulere;
Dybbøls Rest af Gruus
Dyrt han kjøbte - og hvad mere
De stod Fem mod En,
Jeg mener den var reen!

Længe han i Skjul
Laae og lod Kanoner spille,
Han sig ærgred' guul,
Jens han vilde ikke pille
Bort, nei, kjæk han sa'e:
"Her jeg stadigvæk ham banker,
Blot jeg Krudt maa ha'e
Svar paa "Snuseren" der vanker;
Nu han fyred' væk
Og vor raske Lieutnant Ancker
Sa'e: "Vær ikke seen
Skjøndt der er Fem mod En!"

Dybbøl kosted' Blod;
Jens han ikke feig forlod den,
Nei, - han tappert stod
Dengang at de myldred' mod den,
Han "Pardon" ei tog,
Men gik paa med Bajonnetten,
Hvor han Slaget slog
Mærked' de, at Næveretten
Var den rette Mønt;
Preusserne dog her fik Pletten
Og fik Spot og Meen,
Thi de var Fem mod En!

Preusserkongen nu
Ill'minerer, og han reiser
Som Erobrer, - Du,
Du kan tro han vistnok deiser,
Han vil Slesvig ta'e -
Blot nu ei sig vender Bladet,
Stormagten den da:
siger: "Fingrene af Fadet!"
Og det kan nok hænds,
At han hurtigt render fra det
Med saadan Beske'en,
For de var Fem mod En!

Tappre Jens, Du ei
Gjorde saadan' Tyve=Bytte,
Paa din Krigervei
Derfra Du Dig nok skal hytte;
Du paa Preusserne
Ikke deres Lommer vendte,
For i dem at see
Om der Noget var at hente;
Du uplettet staaer,
Og fra Dybbøl Du ei rendte,
Stod som Muur af Steen,
Skjøndt de var Fem mod Een!