Sig, husker du Karen i Ungdommens Glans,
Den dejligste Pige i By?
Hun spøgte saa barnlig og svang sig i Dans
Hos hende hver Sorg maatte fly;
Hvor hun elskede Hans og blev elsket igen!
Og de fulgtes i Skov og paa Vang,
Der blev budet til Bryllup hver Slægtning og Ven,
Ak, men Bryllup blev ikke den Gang.

Sig, husker du, der var en ung Oficer,
Saa smuk og saa rank og saa snørt,
Hos Karens Forældre han kom i Kvarter,
Af ham blev ung Karen forført;
Saa rejste han bort, men ung Karen hun blev
Nu så underlig stille i Hu;
Bort hun flygted fra Byen og aldrig hun skrev,
Ja, jeg veed jo, du husker det nu.

Og Hans gik alene, sit Hoved han brød
Og grubled, - men i København
Sad Karen en Dag med et Barn paa sit Skød,
Et Barn uden Fader og Navn;
Tro ventede Hans, underlig gik han om,
Men da Aaret var gaaet igen,
Tyst en Aften ung Karen til By atter kom
For at se til den trofaste Ven.

De mødtes ved Søen, bag Skoven, du veed,
Og Hans vilde tilgive alt;
Ung Karen sig stille af Favntaget vred,
Hvad de to saa siden har talt,
Det kender jeg ikke – ung Karen forsvandt,
Ak, men to Ugers Dagen derpaa
Man i Søen en Morgen som Lig hende fandt,
Og se, det kunde ingen forstaa.

Og Hans gaar omkring, sløv og døsig for alt,
Han taler med slet ingen mer;
Men Møllerens Inger hun har det fortalt,
Hun sa’e: "Hvor det underlig sker?
Jeg lytted bag Træet, hvor jeg saae dem staa,
Karen sa’: Du tilgiver, - vel sandt,
Hos mig selv kan dog ej jeg Tilgivelse faa,"
Og saa var det ung Karen forsvandt.