De to Drosler

To Drosler sad paa Bøgekvist,
To gamle Venner var det vist,
Med Sorg i Sind saa tavs de sad,
Fordi de skulde skilles ad.

Saa sang de begge To en Sang,
Som sørgeligt i Skoven klang,
De sang saa højt: I fjerne Bo,
Mit Hjerte aldrig finder Ro.

En fløj mod Øst og en mod Vest,
Den Stund den var en Sorgens Fest,
En fløj mod Vest og En mod Øst,
Farvel, farvel, foruden Trøst.

Ad Aare de paa samme Gren
Hinanden fandt foruden Men;
Da sang de højt: Min elskte Ven,
Saa ses vi dog engang igjen.

Og nu ej mer de skiltes ad;
De fulgte med hinanden glad,
De byggede en Rede tæt,
Hvor de nu leve nok saa net.

De Drosler dog hinanden fandt,
Saa tro mig vel, at det er sandt,
At naar man elsker højt sin Ven,
Saa træffer man ham nok igjen.

Naar fra en Ven du skilles maa,
Da bed til Gud, det dig maa gaa,
Som det med de to Drosler gik,
De dog tilsidst hinanden fik.