Alexander d. Tredjes
skrækkelige Undergang

Det var saa sørgelig en Nat
Ved Jul, da Skibet "Alexander
den Tredje" sank i Havet brat,
Betrængt i Nød fra alle Kanter.
Vild brøled Stormen paa sin Flugt,
Da blev saa mangt et Livlys slukt,
Da blev saa mangt et Øje lukt,
Mens Havet fraadede i Vrede.

En Braadsø kasted Skibet om,
Og sejsten Mand blev slængt i Havet,
I Baaden vel ombord de kom,
Den sank dog, og de blev begravet.
De sidste Seks blev slynget ud,
Da vented de fra Døden Bud,
I Nødens Stund de bad til Gud,
Og han bønhørte dem i Naade.

Og i en Skal af Baad to Mand
Slap frelst; En blev af Søen kastet
Ind til dem, kort derpaa saae han
End To; - med Redning blev der hastet;
Nu sank det store Skib, da saae
De Kaptain Rabe, - stille laa
Han flydende; dog de ham naa,
Bevidstløs fik de ham da reddet.

I tyve Timer om de flød,
Mens Havet rasede og fnyste;
De vented sikkert deres Død,
I mørke Nat de stille gyste.
De stred og sled, de spejded om,
De saae, at ingen Redning kom,
Da vented de saa haard en Dom
Og bød Farvel i Hjertet stille.

Da pludselig et Hvin der lød,
Det var fra Hornsrev Fyrskibs Strube,
Nu Haabets Julestjerne brød
Frem over Havets mørke Grube.
De Seks blev frelst, og end en Mand
Slap vel - i fire Døgn drev han
Omkring paa Sø og salte Vand,
Men af en Baad blev han saa reddet.

Det stolte "Alexander" faar
Vi sagtens ikke mer at skue,
Paa dyben Bund det fængslet staar,
For sligt Forlis maa man vel grue.
Men I, som misted Slægt og Ven,
Vid, de til Herren droge hen
Og fejred Jul i Himmelen
Blandt Lysets milde Engleskare.

Den danske Damper Alexander III.s Undergang.
Allerede inden Damperen kom paa sin sidste Rejse, styrtede en Matros, da Ankeret blev lettet, ned fra Masten og slog sig, saa at han Dagen efter døde. Skibet styrede Vest om Skagen og traf i Nordsøen en voldsom Storm, der senere blev til Orkan, Søerne styrtede i stor Mængde ind over Skibet, og da Dækslasten havde revet sig løs, saae Kaptajn Rabe, at der var Fare, og traf Anstalter til Redning. Kl. 9 1/4 kæntrede en Styrtesø Skibet og knuste 3 af de 5 Baade, der var ombord. Kaptajnen beholdt sin Aandsnærværelse til sidste Øjeblik, og det lykkedes ham at faa 16 Mand ned i den 4de Baad, men i samme Øjeblik ramtes den af Skibet og de 16 Mennesker bleve kastede ud i det fraadende Hav.
De 6 Mennesker, der vare tilbage, bleve nu fra det kuldsejlede Skib kastede ud i Søen mellem store Bjælker, men bleve paa en vidunderlig Maade reddede. Den sidste Baad, der stod fastsurret paa Dækket, blev slaaet løs og kastet i Søen. Stewarden og en Matros slap op i den, skøndt den var halv fuld af Vand. En Belgier, Gabrielli, blev af en Bølge slynget hen mod Baaden og af en anden Bølge kastet ind i den. De saae nu en Mand flydende med Ryggen op ad, det var 2den Styrmand, og ham bjergede de. Saa kom 1ste Styrmand ridende paa en Bjælke, og ham reddede de ligeledes. De benyttede imens en Sydvest til Øsekar. De saae nu Skibet synke og idet de brugte Aarerne for ikke at blive sugede med ned, opdagede de Kaptajnen, der som død flød paa Ryggen om mellem Vragstumperne. Han var iført Olietøj og Træskostøvler, og det lykkedes med stort Besvær at faa ham bjerget op i Jollen. Ved Baadens Bevægelser løb Vandet ud af ham og han kom lidt efter lidt til Samling.
Nu laa de seks Mand i den lille Nøddeskal midt ude paa det rasende og sydende Hav. Belgieren roede af al Kraft, skøndt han ingen Fingre havde paa den ene Haand. Han var en modig Mand, og da Styrmanden afløste ham ved Aarerne, lænsede han Baaden ved at øse med en Søstøvle. Hele Søndagen tilbragte de i den gyselige Tilstand mellem Bølgebjærgene. Ingen Hjælp var at øjne, intet Skib mødte dem. Og saaledes tilbragte de ogsaa den frygtelige Nat derpaa. Skøndt de vare gennemblødte, frøs de dog ikke, men vare saa hede, at de dampede. Belgieren klagede over Tørst.
I over 20 Timer flød de saaledes omkring, nu begyndte de at opgive Haabet om Frelse. Da lød pludselig et gennemtrængende Hvin. Det var Hornsrev Fyrskib, der kaldte dem ind, og nu saae de pludselig i Taagen dets mørke Skrog. Søen gik mere stille; de trak paa Aarerne og en halv Time senere sank de kraftløse om paa Skibets Dæk, hvor de bleve venligt modtagne og kort efter kom til Hvile.
Men deres Medrejsende og Kammerater, bleve uden Tvivl begravede i Søen, undtagen en enkelt Mand, Matros Matros Hans Andersen, der forklarer, at han efter at have tilbragt 4 Døgn i Vesterhavet, blev optaget af en Baad fra en Damper. Det lyder utroligt, men reddet er han dog i en af Baadene, der drev om, og som han kom op i.