Se, Peter Kristian han var en flot Komi,
Fra Skoledreng han været har mit Sværmeri,
At Moder ej holdt af ham jeg ej ret forstod,
For Peter var saa kærlig og saa hjertensgod.
Tænk, naar jeg vilde ud en Tur at lufte mig,
Saa kan De rigt'nok tro, at Moder tog paa Vej;
Hun sa'e, man aldrig for forsigtig være kan.
Hør, Anna, vogt dig blot for Peter Kristian.

Min Peter Kristian han var mig huld og tro,
Alene for min Petermand mit Hjerte slog.
Og tænk Dem til, en Aften da vi ene sad,
Saa friede han til mig i et Elskovskvad.
Han sagde: O min Skat, jeg elsker ene dig,
Aa, kan dit ædle Hjerte ej forbarme sig
Foruden dig jeg det ej mer udholde kan,
Hør, Anna, vil du have Peter Kristian?

Da Peter Kristian fik endt sit Elskovskvad,
Han fik mit Ja, og saa var Peter sjæleglad.
Han kyssede min Mund og trykkede min Haand,
Om 14 Dage smedes vi i Hymens Baand.
I Søndags blev der lyst for allerførste Gang,
Men, o, hvor Ventetiden dog er rædsom lang.
Dog er jeg glad, for nu bestemt jeg sige kan,
Om fjorten Dage faar jeg Peter Kristian.

Da capo-Vers
Nu har jeg været gift omtrent i fire Aar,
For hvert et Aar der gaar, en lille Glut vi faar;
Men jeg og Peter vi er glade begge to,
Vi har det ogsaa rigtigt yndigt, kan De tro.
Og har De Lyst, saa maa De gerne kigge hjem,
For Petermand han er saa ganske ligefrem.
Jeg er saa lykkelig som næppe siges kan,
Fordi at jeg har faaet Peter Kristian.