Hurra, nu gaar Ballonen
Tilvejrs i Tivoli,
En Krone for Personen,
Saa lad os hænge i.
Langt over Frelsertaarnets Top
Vi gaa - Enhver vil op
I Ballonen.

Først var der Madam Svendsen,
Hun steg med sin Grosser',
Men Kvalmen kom, imens en
Flok Piger raabte: Mer!
Aa, søde Jensen, jeg vil ne'er,
Du faar mig aldrig mer
I Ballonen.

Saa kom en rigtig Skræder,
Han saae saa modig ud,
Men han var en Forræder.
Saa sjattet som en Klud.
Han græd, de andre sa'e: Dit Drud,
Hold Mund, du bli'r hældt ud
Af Ballonen.

En Frøken havde vovet
At gaa til Vejrs med Fut,
Tænk Dem, hun blev forlovet
Deroppe med en Gut.
Han sa'e: Skal vi To holde a'?
Glad gav hun ham sit Ja
I Ballonen.

En Herre sa'e: La' hive,
Kun mere Hiveri!
Heroppe kan man drive
Et pænt Gæstgiveri:
Dernede der mulkterer de,
Men Næringen er fri
I Ballonen.

Med Blyhat stod en Herre,
Han sa'e: Den løber rundt,
Jeg tror nu destoværre,
At jeg om lidt faar Ondt,
Saa letted han sit Hjerte, ja,
Folk skreg: Hvor kom det fra?
Fra Ballonen.

Men ellers siger Alle,
At Turen den er rar,
Man la'r Champagnen knalde
Med tusinde God da'r!
Det hedder Skipperen, min Ven,
Og jeg vil op igen
Med Ballonen.

Hurra for Watt, han kender
Sin Københavnerflok,
Og hvordan det saa ender,
Han skaffer Morskab nok.
For hver Medaille, som vi ta'r,
Skal han ha' tre Hurra'er
For Ballonen.

Mo'er Svendsen i Ballonen.
Aa, Madam Didriksen, her er jeg igen. Nu har jeg væ't med Svendsen oppe i Ballonen, for Hansens sa'e, at vi turde ikke. Men vi turde mavelig, og vi har faaet vores Medaille af den franske Dame, saa nu skal Svendsen bare have skrevet en Ansøgning til Ministeriet om Tilladelse til at bære den, og naar jeg saa gaar omkring med Rejerne, saa ser Folk jo straks, at vi har væ't i Ballonen. Se, det er Profiten, man skal leve af.
Først blev jeg virkelig saa underlig - da jeg mærkede, at vi slap Jorden, aa, det sat sig i mine Knæer, og jeg sa'e: "Jeg vil ned - hører du, Svendsen, - lad mig komme ned - jeg skal brække - sig det til Kaptain Godda', at jeg vil ha' Pengene igen, for jeg kan ikke taale at være saa langt fra København!" Saa tog jeg fat om Kurven og kom til at se ned paa Hansens, som vist stod og grinte af mig ulykkelige Kone. Jeg vilde true ned ad dem. "Tilbaves, Frække!" var der saa En, der sa'e og greb mig om Armen.
"Hvem siger Han Frække til, han Kamel!" sa'e jeg. "Han ser saa blegnæbbet ud, som om Hjertet var sunket Ham ned i Støvleskafterne - pas Han sig selv!" Havde jeg havt en Karklud ved Haanden, skulde han have faaet den om Ørene. Jeg sa'e saa til ham: "I Fald jeg nu bliver ved at have Opstigning i denne hersens Monsjø Bello og lander i Himlen, vil Han saa maaske betale de 11 Potter Roskilde Rejer, som jeg har staaende ved Stranden og skal sælge i Morgen, hva!"
Naa, saa blandede Svendsen sig i det og sa'e ganske sagte: "Hold Mund, Kælling. Men jeg ærkede mig og blev ved at se paa ham, Landsforræderen, og jeg glemte rent at se, hvordan der var oppe. Svendsen siger, at vi næsten var oppe ved Laaget, saa at naar vi var kommet 50 Alen længer, kunde vi have kigget ind i Himlen. Ja, Madam Didriksen, jeg saae Ingenting, fordi jeg kom at skændes med den Komplimentskræder, som sa'e "Tebaves." Men vi har dog vaaren der, og det var ellers meget behaveligt. Men nu, naar jeg faar Lov til at bære Medaillen, saa skal jeg hen til Robert Watt og spørge, om han nu ikke skal købe et Par Potter Rejer hos mig, da jeg dog har undt ham min Søgning til Ballonen, for rent ud sagt, den eneste Fornemmelse, jeg fik deropppe, var at jeg blev skrupsulten. Ja den Ballon glemmer jeg ikke - men jeg skal op i'en igen - Adjø, Md. Dideriksen. - Rejer er godt, 50 Øre en Pot!