Den unge Sømands haarde Skæbne

Den unge Sømand drog fra Norges Fjelde,
At prøve Lykken ved den fjerne Kyst,
Ak haardt han maatte denne Tur undgælde,
Og Skæbnen prøved ham i rædsom Dyst.

Da i Amerika han havde faret
Og vilde atter drage til sit Hjem
Med hvad ved Slid og Slæb han havde sparet,
Da kom Ulykkens Stund som Uvejr frem.

Derhjemme havde han sin gamle Moder,
En Søster og en elsket Hjertens Ven,
Til dem han vilde og saa til sin Broder,
Han længtes for at skue dem igen.

Derhjemme vilde han sin Kærest tage
Til Ægteviv og stræbe som en Mand
At virke kækt for Hjemmet og sin Mage,
Og blive i det elskte Fædreland.

Han med et Bremerskib sig lod forhyre,
Paul Isenberg vi veed, var Skibets Navn,
Fra San Francisco skulde de da styre,
Kækt saae vor Nordmand over Skibets Stavn.

Til London skulde de, derfra han vilde
Til Norge hjem – der kom han aldrig til,
Det tyske Skarn vor Normand dræbte ilde,
Saaledes leger med os Skæbnens Spil.

Kaptajn og Styrmand puffed ham og sloge
Ham, hvor han stod og hvor hen end han gik,
De haded ham, med Grumhed de ham toge,
Tvertimod Folkeret og Fædres Skik.

De bandt tilsidst et Reb ham omkring Livet
Og hejsed ham i Skibets Master op,
Der hængte han en Dag, saa blev ham givet,
Lidt Frist for sin forpinte stakkels Krop

Men da ej Føde straks han kunde døje,
Saa hejste de ham atter op i Mast,
Hel nøgen som man ligger i sin Køje,
Det var for haardt, derfor hans Hjerte brast.

De tog ham ned, de sparked til den Døde,
Hans Øje hængte ned paa blege Kind,
De prygled Liget, og til Fiskeføde
I Havet sparked de det arme Skind.

Kaptain og Styrmand værst imod ham handled,
Dog Straf de faa, de begge fængsled blev,
I London staa til Slaver de forvandlet,
I Tugthus faar de Løn for hvad de drev.

Men hjemme venter nu Matrosens Kære,
I Arendal der gaar hans Hjerteven,
Hun fatter ej, hvordan det dog kan være,
At Karl ej skynder sig til hende hen.

Hun stirrer ud i Morgenstundens Taage,
Hans Moder sukker for sin Søn saa brav,
De veed end ikke, at den tavse Maage
Sig svinger over deres Kæres Grav.

En norsk Sømands sørgelige Skæbne.
Den 28=aarige norske Sømand Karl Petersen, fra Arendal blev i San Francisko forhyret med Bremerskibet, Barken Poul Isenberg, Capt. Bight, for at sejle til London. Han var Fuldbefaren og en dygtig Matros, men Kaptajnen og Styrmanden synes fra Begyndelsen at have havt et uforklarligt Had til ham, og han blev sat til det haardeste Strafarbejde, skældt ud for Dovenkrop og jaget og puffet allevegne. Hverken han eller nogen af de øvrige Matroser vovede at kny, thi de tyske Herrer vare voldsomme og strænge. Men tilsidst ytrede dog Karl Petersen en Dag til sine Kammerater, at det var ham umuligt at holde denne Behandling ud længer, og at han nu ikke længer vilde overanstrænge sig med de urimelige Arbejder, hvordan det saa gik. Det var ved Jul 1893.
Denne Ytring kom for Kaptajnens og Styrmandens Øren, og nu begyndte Befalingsmændene, især første Styrmand, at give deres tyske Brutalitet Luft. Den stakkels Matros blev slæbt hen til Stormasten, og om Livet paa ham bandt de en Line, der gennem en Blok løb gennem Mesanopstaget. Derpaa hejsede man ham i nøgen Tilstand, kun iført Skjorte, i Vejret og lod ham hænge til Aften. Man tog ham nu ned og vilde, trods den af Behandlingen svækkede Appetit, tvinge ham til at spise. Han kunde ikke, og saa hejste de ham op igen. Tilsidst slap han ned fra sin farlige og smertefulde Stilling, men de kastede sig over ham, surrede ham endnu strammere end første Gang og nu hejsede de ham op i en Stilling, saa Hoved, Arme og Ben hængte ned ad, medens Kroppen holdtes oppe af Rebene, der gnavede sig ind i Kødet paa ham. Klokken 11 om Aftenen saae man til det stivfrosne Menneske, og tog ham nu ned i livløs Tilstand. Styrmanden troede, han blot var besvimet og gav Legemet et stærkt Spark med sin jernbeslaaede Støvlehæl, men da Karl Petersen ikke rørte sig, blev han undersøgt. Ansigtet var mørkeblaat, Tungen hang ud af Munden, det ene Øje hængte ned paa Kinden. De lagde ham nu til Side og næste Morgen blev Liget kastet overbord. De øvrige Matroser saae til, fortvivlede og med Taarer i Øjnene, men de turde Intet foretage, da det saa var blevet udlagt som Mytteri.
Ved Scilly=Øerne fik Barken Lods ombord, og han underrettede Øvrigheden om Sagen. I samme Øjeblik som Skibet ankom til London, kom to Opdagere ombord, og arresterede Kaptajnen og første Styrmand. De kom for Retten, hvor de vilde besmykke deres Opførsel med, at Karl Petersen havde været stridig og doven, men Dommeren lod dem forstaa, at han ikke agtede at tage paa dem med Fløjelshandsker. De bleve behandlede som Forbrydere og Styrmanden kommer til at spadsere i Tugthuset for en lang Aarrække, medens Kaptajnen vel slipper lidt heldigere.