Krigen mellem Boerne og Englænderne

Vi levede i Fred og Lykke,
Syd=Afrika vi dyrked glad,
Der boede vi i venlig Hygge,
Og kun om rolig Hjem vi bad.
Men England rovbegærlig skued
Guldminerne, som vi besad,
Af Avindssyge Bretland lued,
De ønsked dem det fulde Fad.
Let de troede, Sejr at vinde,
Men Boerne til Vaaben tog,
Og Englands Søn vil bittert minde
Den Dag, da han mod Transwaal drog,
Thi vi var raske, snelt kom Tanken
Vi pludselig faldt over dem,
Og snart i Fronten, snart i Flanken
Vi kæmped sejrrigt for vort Hjem.

Nu ligge vore Marker øde
Som laa vi under for en Dom,
Og Fjendens Lig vor Mark maa gøde,
Mens vore Børn gaa hjemløst om.
Thi vore Kvinder ungdomskække
Med Manden gaar i Striden ud,
Vil Englands Hær os ødelægee,
Skal de dog først faa blodigt Bud.
Pansertog skal dem beskytte,
Men vore Kugler naaer derind;
Og deres Skjul vil intet nytte,
Nej, thi med Bøssen ved vor Kind
Vi tage dem saa let i Kikkert,
Og Dødens Bud vi sende dem,
Thi vore Skud dem rammer sikkert,
Imedens fejgt de jage frem.

Og de vil røve, de vil myrde,
Blot for at skue Guldets Glans,
Og medens deres Heste styrte
I Kampens blodig=grumme Dans,
De Hær paa Hær af Englands Sønner
Os sende hid, og naar de døer,
Snart nye Mænd i Kampen stønner,
Grumt sønderslidt af Gribbes Kløer.
Ennland, ak, hvi vil du røve
Dog fra os Fattige vort Land,
Og hvorfor vil du Vold forøve
Imod den stakkels Boermand?
Thi overalt i hele Verden
Staar højt fordømt dit Rovbegær,
Og dybt foragtet er din Færden,
Og endnu er din Sejr ej nær.

Nej vid, saa længe Blodet rinder
I vore Aarer, skal du se,
At vi og vore tapre Kvinder
Skal tidt dig skabe bitter Ve.
Og hver en Fodsbred skal du købe
Alt med din Krigers Hjerteblod,
Og mens I efter Guldet løbe
Vil vi staa fast ved Skov og Flod.
Om vi da tilsidst gaar under
For Overmagten, vil du dog
Faa mange, mange bitre Stunder
Fordi du Uretsvaaben drog.
Det Land, du faar, vil være øde,
Og Minerne bli'r ødelagt,
Du har som Løn kun dine Døde,
Som i Ulykken du fik bragt.