Naar Sorgen blytung paa dit Hjerte tynger,
Og hele Verden synes dig imod,
Naar ej til Haabet du dig længer klynger,
Og naar din Lykke trædes under Fod,
Naar Ingen dig en hjælpsom Haand vil række,
Og du ej mere paa din Lykke tror,
:,: Da veed jeg, hvad der atter Mod kan vække,
Det kan et venligt Blik, et kærligt Ord. :,:

Naar den, for hvem dit unge Hjerte banker,
Har dig forladt og, mens du ensom staar,
Har boret Sorgens Braad i dine Tanker,
Og bittert er ethvert Minut, som gaar;
Naar du mod Ondskabs Bitterhed maa kæmpe,
Og naar din Taare falder strid til Jord,
:,: Er der dog et, der kan din Taare dæmpe,
Det er et venligt Blik, et kærligt Ord. :,:

Naar miskendt du maa gaa din Gang i Livet,
Naar Glædens Blomster for din Sjæl dø hen,
Naar dig kun Fattigdom og Nød er givet,
Naar du forskydes af din bedste Ven,
Naar Haabets Stjerner ikke længer tindre,
Og bange Uro i dit Hjerte bor,
:,: Da veed jeg, hvad der kan din Kummer lindre,
Det kan et venligt Blik, et kærligt Ord. :,:

Og naar en Gang du Livets Rejse ender,
Og om dit Leje dine Kære staa,
Naar Vemodstaaren i dit Øje brænder,
Og naar du ser, at bort du drage maa.
Hvad kan da mildne Aftenstundens Smerte
Og dæmpe Angsten, som i Sjælen bor,
:,: Hvad giver Trøst da for dit bange Hjerte?
Det gør et venligt Blik et kærligt Ord. :,: