Husker du, det var en stille
Yndig Sommernat, vi to
Hjemad sammen gik fra Gilde
Over Markerne saa fro?
Der var ej en Sky, som voved
At fordunkle Maanens Lys,
Husker du, hvad da du loved
Og besegled' med et Kys?

Ak, for snart vi maatte lytte
Til Fornuftens haarde Ord:
Der var ej paa Jord en Hytte,
Som vi turde kalde vor.
Jeg min Randsel da paa Ryggen
Snørte kækt og drog min Vej,
For maaske at fange Lykken
Og saa dele den med dig.

Og med frejdigt Haab jeg ilte
Om i Verdens muntre Larm,
Som en Engel altid smilte
Dog dit Billed i min Barm.
Det var det, som Trøst mig sendte,
Og det vinked, hvor jeg stod,
Fuld af Længsel jeg da vendte
Hjem, hvor Hjertet havde Rod.

Men jeg vendte ej tilbage
Fattig, som jeg rejste did;
Nu først ret jeg skulde smage
Frugterne af al min Flid.
O, jeg husker end saa nøje,
Hvor jeg glædtes, da jeg saae
Atter Poplerne, de høje,
Ved din Faders Laage staa.

Men da jeg kom nær til Huset,
Underligt det greb mig da:
Sang og Dansetoner brused
Vildt og lystigt ud derfra.
Gennem Hjertet foer en Tanke,
Som jeg aldrig kendte før,
Og jeg turde neppe banke
Paa den lave Stuedør.

Dog, jeg aabned den og Knuden
Saae jeg løst paa Gaaden nu:
Her var Bryllup, ja, og Bruden
Ingen anden var end du,
Jeg til fremmed Land var draget,
Og kom aldrig mere hid,
Tænkte du, og havde taget
Dig til Mand en Invalid.

Dog, bebrejde dig, min Kære,
Vil jeg ingensinde, nej!
Han har stridt for Danmarks Ære,
Ærligt han fortjener dig.
Men modtog dog her, Veninde,
Denne Pung, alt hvad jeg har,
Lad den være dig et Minde
Om den Ven, som tro dig var!

Dermed gik jeg ud af Døren
Og afsted jeg atter foer,
Længe skal det vare førend
Dig jeg ser, min Fædrejord!
Dog skal aldrig jeg misunde
Ham, som vandt min bedste Skat,
Han gav Danmark, hvad han kunde,
Og skal nu ej staa forladt.