Lønholt
flygtet fra Arresten!

I troede nok, at Lønholdt sad
Forsvarlig nu i Brummen
Og spiste glad den tørre Mad,
Men lur den snilde Rad.
Han spekulerte bare paa,
Hvordan han kunde slippe,
Og Udgangsporten heldig naa,
Og saa Billetten faa.
For denne Fængselsrestauratør leverer Maden ikke nær saa god som den er i Hotellerne i Berlin, og veed De hvad - Drikkevarerne i Brummen er sgu heller ikke første Sort. Altsaa!
Vupdi, vupdi, tænkte Raden,
Nu vil vi flyve ud igjen,
Smage lidt paa Frihedsmaden,
Det skal nok gaa, min Ven.

Og da han skulde gaa i Seng,
I Søndag Aftenstunden,
Saa kom Betjenten: "Naa, min Dreng,
Nu er den vist pivæng!"
Sin Krukke greb han lumsk og slog
Betjenten paa Planeten,
Og saa paa Eventyr han drog,
Den Plan var ellers klog.
Betjenten daanede af Slaget - det havde vi Andre vel ogsaa gjort - og Lønholt sa'e: "La' vos endelig være forsigtige, her trækker saa slemt!" og saa laasede han Døren godt af for Manden. Saa løb han ned til en anden Betjent, og sa'e: "Pas bare paa Lønholt! For Manden, der skal passe paa ham har faaet Krampe!"
Vupdi, vupdi! Bort løb Manden,
Videre frem gik Lønholts Vej,
Han har vistnok Ben i Panden,
Det var en venlig Streg.

Til Porten fløj han nu afsted,
Og Klokken, rask han trak'en,
Og da Betjenten kom derned,
Var Lønholt ogsaa med.
I Fart han styrted paa ham løs,
Og gav ham En i Nakken,
For han kan være malicieus,
Men nu slap Fyren løs!
Afsted gik det ud paa Gaden! Han gassede sig allerede til en Exportbajer og et Par Nipsgjenstande i Form af Toddyer og Bøf med Løg efter den ferske Kost! - Og han tænkte allerede paa, hvad for et Skib han skulde vælge.
Vupdi, vupdi, som paa Vinger
Fløj han afsted, - det gik med Damp,
I den Vals var ingen Slinger,
Han er jo stærk, den Tamp.

Men snart kom Politiets Mænd,
Og de kan ogsaa løbe!
De sa'e: "Aa, Lønholt, kom herhen,
Du lette lille Ven!"
Han svared ej, men de skreg Stop,
Saa kom en Mand med Kræfter,
De tog et Tag paa Liv og Krop,
Tilsidst holdt de dog op.
For Lønholt sa'e: "Det er Nok, Kammerat, du er den Stærkeste, for du har ikke som jeg siddet i Forvaring. Vær'sartig! Skal vi saa gaa hjem igjen! Stor Skade var der vel ikke sket, om jeg var stukken a' til Amerika!" Men Betjenten kom saa og sa'e: "Ja, men vi samler nu netop paa Rarieteter, og hvis De derfor synes" -
Vupdi, vupdi, men gelinde,
Saa fulgte de ham hjem igjen.
Nu er han forvart derinde,
Den var forkert min Ven.

Beretning.
Efter at Lønholt havde faaet sin Dom, der lød paa 2 Aars Forbedringshusarbejde, hensad han i Raadhuset.
I Søndags Aftes Kl. 8, da Betjenten kom for at lave Lønholts Seng i Stand, passede Arrestanten sit Snit, og kastede Betjenten en fyldt Vandkrukke i Hovedet, saa at den saa uventet Angrebne næsten mistede Bevidstheden, og Lønholt greb hurtig Lejligheden, idet han skyndsomt foer ud ad Døren, som han lukkede og aflaasede for Opsigtsbetjenten. Derefter løb han ned og sagde til en Betjent, der kom ham i Vejen, at han endelig maatte komme strax op, da den Mand, der havde Opsyn med ham, havde faaet Krampe. Betjenten, der Intet anede, og vidste, at der var forsvarligt lukket overalt, ilede saa hurtigt som muligt op til den formentlige syge Mand, og dette Øjeblik benyttede Lønholt til at løbe ned i et "Kabinet", hvorigjennem Klokkestrængen gaar til Udgangsporten. Han ringede, og da vedkommende Betjent aabnede Porten for at se, om der var Nogen fra Gaden der vilde ind, styrtede Lønholt sig over ham bagfra, og slap afsted gjennem den aabnede Port. I stærkt Løb satte Arrestanten afsted, forfulgt af Opsigtsbetjenten, og i Frederiksberggade blev han anholdt af en privat Mand. Der udviklede sig en fortvivlet Kamp, da Lønholt gjorde Modstand og nær havde faaet Bugt med Manden. Imidlertid kom der Flere til, og Lønholt bragtes tilbage til sit Fængsel efter denne lille, men paa Eventyr rige Udflugt.