Vise om
Skarpretteren
og hans Forhold under Anders Sjællænders Henrettelse

I kjende ej den gyselige Tanke,
At skulle gaa mod Mennesket med Vold,
Og dræbe dem, som her paa Jorden vanke,
Og grusom svinge Øxen haard og kold.

Naar I paa Eders Venner blive vrede,
Og fare frem med Ilterhed i Sind,
Da veed I, at der Aarsag er tilstede,
Af Grunde har I derfor dog et Skin.

Men at slaa ned paa Den, man ikke kjender,
Selv om han er en Morder nok saa fræk,
Det er slet ikke let, nej, mine Venner,
Tænk, om I ikke selv da følte Skræk.

Al denne Læsen, Præken, ja og Beden,
Skarpretteren skal være Vidne til,
Og Synderen og derpaa Evigheden,
Vistnok den Stærkeste tidt ryste vil.

Og er man ikke stærk og fast i Tanken,
Skal man ej tage sig sligt Embed paa,
Der gjælder ikke nogen Hjertebanken,
Og med en Rus man Sligt ej kan bestaa.

Skarpretteren er stillet selv for Skranken,
Og undersøges skal hans hele Færd,
Koldt maa det gyse i ham blot ved Tanken
Om hvordan Folket sindet mod ham er.

Forbryderen er død, nu staar tilbage,
At undersøge hvem der Skylden bær’
For at med Pinsler han mon didhen drage,
Hvorfra end Ingen kom tilbage her.

Skarpretteren ej hele Skylden bærer.
Men Undersøgelsen gjør Alting klart,
Og den, mod hvem man Had og Vrede nærer,
Maaske dog mindre skyldig vises snart.

Hvordan det er – Sligt kan ej taales længer,
Skal Dødsstraf blive, maa det bedre ske,
Om Folk man hugger, stikker eller hænger,
Paa Pinsler bør i vor Tid ej man se.

Skarpretter Seistrup
har i den sidste Tid været omtalt med stor Uvillie i hele Landet paa Grund af den rædselsfulde Henrettelse af Anders Nielsen Sjællænder.
I flere Dage gik der Rygter om, at Skarpretteren havde taget sig selv af Dage, men heldigvis er dette Rygte ganske ugrundet, thi vel synes det af Beretningerne som om han især Dagen før Henrettelsen har vist sig meget letsindig, men det forekommer os dog heldigere om han for Retten faar Tid til at forsvare sig.
Han er foreløbig suspenderet, og han har for Retten vedgaaet, at hans Opførsel Dagen forud var foranlediget ved Nydelsen af stærke Drikke. Han mener dog, at den Henrettede strax ved første Hug har mistet Bevidstheden, og at han ikke har stønnet eller jamret. De daarlige Foranstaltninger, der vare trufne til Exekutionen og den frosne Jord, hvorpaa han gled, have ogsaa Skyld, men vistnok kunde han have beredt sig bedre til Exekutionen, end sket er.
Hvorledes det nu er, og hvem der bærer Skylden, vil forhaabentlig vise sig naar Forhørene ere sluttede, men Et tør antages for afgjort, og det er, at der vel bliver en Forandring i den nuværende forældede og barbariske Henrettelsesmaade, og at man ikke kommer til at opleve lignende Skandaler.