Brummevise

Enhver i Verden, siger man, har faaet sin Mission,
Men Pokker staa i’et, det er da ingen Grund
Til at man løber om i Gaardene og skriger op,
Saa Vrælene de skærer ind i Andres Sjæl og Krop,
(Talende): Man staar lidt morgengnaven op og tænker over hvad man skal bestille. Paa en Gang lyder det: ”Sand! – Sand! – Gulvsand! En halv Skæppe med Topmaal! – Værs’artig” – Al Tanke er i Hundene, og man staar arrig og brummer:
Brummerum brum brum, brummerummerum.

Jeg holder mest af Fred og Ro, men den er ej at faa
Her i Kjøbenhavn, om paa Ho’det man vil staa.
Jeg læser og studerer just i denne Tid til Præst,
Men knap jeg fat i Bogen faar, saa kommer strax et Bæst.
(Talende): Jeg læser f. Ex.: Hvor er der da Fred? Strax lyder det: ”Her – æ Røstpeter rø! Store levende Røstpeter rø! Værs’artig, en halv Snes for 25 Øre! – Røstpeter! – Hvad kan man gjøre andet, end at stikke Hænderne i Lommen og brumme:
Brummerum brum brum osv.

Jeg stod i Gaar ved Frokosttid og kogte fire Æg,
”Nu skal jeg sgu’ smause mig!” lo jeg i mit Skæg,
Men pludselig Tallerkenen og Æg de faldt fra mig,
Jeg blev forskrækket, thi en Stemme i mit Øre skreg:
(Talende): Her er Skærslibermand! Her slives Knibe og Saxer! Saxer og Knibe slives! Her er Skærsliber! Har De noget i Dag – jeg har min bedste Sten med!” – Der stod jeg og saae paa Gulvet efter Røræggene, og vidste ikke andet end:
Brummerum brum brum osv.

Forleden i Besøg jeg var og traf en Pigelil,
Som længe jeg elsked; nu endelig jeg vil
Min Kjærlighed erklære, derfor hendes Haand jeg ta’r,
Men i det Samme lyder der fra Gaarden op som Svar:
(raaber): Blankesværte! – Fedtesværte! – er De med paa den! – Her er Pudsepeter – jeg synes, det varer saa længe inden jeg tjener de Penge! Mange Tak, mange Tak, mange, mange, mange Tak! Vær saa artig, tolv Bundter Svovlstikker for fire Øre, - de er aldeles brandfrie!” - Mit Frieri blev naturligvis til
Brummerum brum brum osv.

Jeg sværmer for Musik og Sang, især naar den er god,
Forleden jeg netop med min Kusine stod
Og skulde synge en Duet – hun spilled og jeg sang,
Og vi var nu til sidst kommen rigtig godt i Gang.
(Talende): Det var Serenaden af Faust. Ligesom vi er paa det vanskeligste Sted, trækkes der i en Harmonika, og nede fra Gaarden lyder det med en Ølbas: ”Nu vil jæ faatælle min Skæbning saa taang, min Sorrig pekyndte den Tid jæ va aang!” – Da i det Samme en Lirekasse i Gaarden ved Siden af stemmede i med den evig glade Kobbersmed, var der ikke Andet for, end at jeg sang Bas til Omkvædet,
Brummebrum brum brum osv.