I Faaborg paa Lasarettet,
Der laa en dansk Soldat,
Ham havde en fjendtlig Jæger
En Kugle for Panden sat.
Men skønt han vaanded sig saare,
Og Døden ham var saa nær,
I Øjet dog blinked en Taare
For dem, som han havde kær.

Da traadte Kong Christian stille
I Smertens Kammeret ind,
De saarede trøste han vilde,
Selv var han sorgfuld i Sind,
Og til den døende Kriger
Han rakte venlig Haand:
"Gud skænke dig Trøst," han siger,
"Og lindre din Smertes Baand."

"Min Konge," den døende sagde,
"Ej maa du tænke, at Frygt
Mig Taaren paa Kinden bragte,
Nej, Døden skued jeg trygt,
Naar ikke der sad derhjemme
Min Kvinde med fire smaa;
Naar jeg er i Gravens Gemme,
Hvor skal de da Føde faa?"

"Og er det din eneste Kvide,"
Saa lød Kong Christians Ord,
"Da lade du mig blot vide
Alt hvor dine kære bor."
Saa opskrev han alting trolig
I Bogen, som han tog frem:
"Dø du, Kammerat, kun rolig,
Jeg selv skal sørge for dem."

Da lysned Soldatens Øje:
"Gud signe dig, ædle Drot,
Og han, som bor i det høje,
Vil lønne dig for alt godt."
Da svared Kongen saa sage:
"En Fader jeg bliver dit Hjem,
Og en af de første Dage,
Din Hilsen jeg bringer til dem.

Den døende trykkede Haanden:
"Farvel, min Konge saa god,
Nu er jeg trøstet i Aanden,
For dig gav jeg glad mit Blod,
Du lindred trofast min Smerte,
Og i min sidste Stund
Jeg med taknemligt Hjerte
Vil lukke mit Øje til Blund."

Snart efter Sjælen bortiled
Op til Guds Himmerig,
Endnu i Døden han smiled,
Han døde saa let og fri.
Kong Christians Navn var det sidste
Han nævned før han gik bort;
Nu dem han forsørgede vidste,
Som laa ham paa Hjertet saa haardt.