Den stolte Skude trues
Og Skibet faar en Læk,
Kaptajnen støt paa Skuden staar:
"Op alle Mand, paa Dæk!
Vor Skude maa gaa under,
Den kan ej naa til Land.
Spring I i Jollerne, ro væk,
Let naar I sikker Strand.
:/:Farvel, hver Ven, Farvel!:/:
Jeg bliver ombord, jeg tager min Tørn,
Red I Eders Liv kun for Kone og Børn.
Ja, red Eders Liv,
Manne, beder til Himlen kun,
Men jeg vil følge mit kære Skib
Ned til Havets Bund!"

Hans Mandskab tier stile,
Styrmanden tager Ord,
Med Graad i Øjet siger han:
"Vi bli’er hos Dem ombord!"
"Hvad, Mytteri!" han svarer:
"Gør ikke det, min Svend!"
Jeg har Kommando, ro nu væk,
Og hils hver ærlig Ven!"
:/:Farvel, hver Ven, Farvel!":/:
Jeg bliver ombord, jeg tager min Tørn,
Red I Eders Liv kun for Kone og Børn.
Ja, red Eders Liv,
Manne, beder til Himlen kun,
Men jeg vil følge mit kære Skib
Ned til Havets Bund."

De Kække maatte lystre,
De maatte ro til Land,
Kaptejnen i den mørke Nat
Stod støt som Dødens Mand.
Og langsom sank hans Skude,
Der blev saa tyst ombord,
Og Bølgen lukkes over den,
Sidst hørte de hans Ord:
:/:Farvel, hver Ven, Farvel!":/:
Jeg bliver ombord, jeg tager min Tørn,
Red I Eders Liv kun for Kone og Børn.
Ja, red Eders Liv,
Manne, beder til Himlen kun,
Men glad jeg følger mit kære Skib
Ned til Havets Bund."