Den Sømand er saa lidet estimeret,
Fordi han er ud af saa ringe Stand,
Han maa sit Brød paa Søen surt fortjene,
Og døje ondt saa mangen, mangen Gang.

Den Sømand maa jo Havets Bølger pløje,
Og tumle om paa fremmed Kyst og Strand,
Han ser saa mange Piger for sit Øje,
Men aldrig han sin Ven forglemme kan.

Hvor skal man Troskab blandt de Piger finde,
Mens man paa Havets Bølger tumler sig?
Det stadigvæk den Sømand er i Sinde,
Min Ven, sig, vil du være tro mod mig?

Her er min Haand af et oprigtigt Hjerte,
Her er den Blomst jeg plukket har til dig,
Tænk du paa mig, naar Stormen heftig raser,
Tænk du paa mig, - jeg glemmer aldrig dig.

Og tænk paa mig i Danmarks skønne Sommer,
Naar Livet blomstrer i sin Rosenmaj,
Sørg ikke, du skal vide, at jeg kommer,
Hvis Himlen vil, snart hjem og gifter dig.

Pigens Svar:
Nu vel, min Ven, min Sømand, du skal være,
Min Tankes og min Hjertes bedste Skat,
Jeg venter dig, med Troskab skal jeg bære
Dit Billed i mit Hjerte Dag og Nat.