Christine gik tidt i Skoven ene
Og hørte Fuglenes Sang paa Grene;
Hun glæded sig i den unge Vaar,
Thi hun var lige fyldt atten Aar.

Og som hun saae ned i Blomstens Bæger,
Kom hen til hende saa smuk en Jæger,
Han smilte venlig og hilste glad;
"O, maa jeg følges med dig?" Han bad.

Og hen ad Stien blandt Blomsterhække
De fulgtes hjemad til Byen begge,
Og mødtes atter i grønne Lund,
Da Maanen straalede stor og rund.

Snart som trolovede med hinanden
De gik i Skoven, de gik ved Stranden,
Og alle sagde, i Byen var
Der ej at finde saa smukt et Par.

Den Jæger skulde Soldat dog være,
Christine knapt kunde Sorgen bære,
At skilles saa fra sin elskte Ven;
Da de tog Afsked, hun segned hen.

Han trøsted hende: "Min Skat, jeg kommer
Jo atter hjem til dig næste Sommer;
Vær mig kun trofast og vær mig huld,
Jeg selv skal være dig tro som Guld."

Christine svared: "Før skulde briste
Mit Hjerte, førend jeg dig skal miste.
Drag roligt bort over Hav og Sø,
Ifald jeg svigter dig, vil jeg dø."

Saa drog han bort, Taarerne randt stride.
Hun gik i Lunden ved Aftentide,
Hun tænkte kun paa sin Jæger tro,
Hun var ej længere glad og fro.

Paa Herregaarden der blev et Gilde,
Den unge Herremand gerne vilde
Se glade Folk - han bød alle ind,
Og Gæsterne mødte let i Sind.

Christine var ogsaa budt til Stadsen,
Hun saae kun til ved de andres Fjasen;
Den unge Herremand kom da til:
"Med dig, du smukke, jeg danse vil.

Hvi staar du sorgfuld og er saa stille?
Hej, Musikanter, nu skal I spille."
Og snart berusende Toner klang,
Christine rask han i Dansen svang.

Da Maanen blegned i Morgenstunden,
Christine vandred igennem Lunden,
Men ej alene hun vandred der,
Nej, Herremanden var hende nær.

Af Vin og Letsind og Dans beruset
De gik, mens mildt Morgenvinden sused,
Han var saa køn, og hans Tale sød,
Hans Kinder blussed af Elskovs Glød.

Da Solen hæved sig over Himlen,
Og stille flygtede Stjernevrimlen,
Den Herremand havde hun bønhørt,
I Lunden sad hun forladt, forført.

Snart flygted Rusen, og Sorgens Bæger
Blev fyldt til Randen, da hendes Jæger
Skrev hende til: "Næste Søndag staar
Jeg hos dig og vi til Lunden gaar.

Jeg trak mig fri, snart vi Bryllup fejre,
Vor Kærlighed skal vel alt besejre."
"O, Skændsel," sukked Christine da,
"Hvor skal jeg nu hente Trøsten fra?

Hvorhen skal jeg med min Synd mig vende?
Min Ven bedrog jeg - hvor skal det ende?
Jeg tør ej se ham i Øjet mer',
O Elskte aldrig du mer mig ser.

Det Søndag Morgen til Kirke ringed,
Den Jæger sig over Hegnet svinged,
Han jubled højt: "Hvilken Glæde her,
Her er jeg atter Christine nær."

I Søen hist noget hvidt han skimted,
I Solen det gennem Løvet glimted,
En Kvindeskikkelse, kold og død,
Saa stille hen over Vandet flød.

Han stirrede angst og med bange Mine:
Og Rædsel, det er jo hans Christine! -
I Hast han hende til Landet bar,
For sent, for sent! Ingen Redning var.

Sin Synd hun havde med Døden sonet,
Og Freden paa hendes Pande troned.
Den Jæger aldrig fik Rede paa,
Hvorfor saa sørgeligt det mon gaa.

Men bort han drog til de fjærne Lande,
Han kan ej blive ved Danmarks Strande.
Gaa ej ved Midnat den Lund for nær,
Christine søger sin Jæger (der).