Der
er et Land, dets Sted er høit mod Norden
Og Polens Bjerge svømme nær dets Havn,
Men skjøn som det er ingen Plet paa Jorden,
Og Danmark nævner man dets fagre Navn,
I sølvblaa Vesterhav en deilig Have
Med Bøgehegn, hvor Nattergale bo,
Og hver en Deel gav Himmelen sin Gave
Paa hver en Plet Velsignelserne groe.
Fra
Eid'rens Strøm til Skagens hvide Banker
Den jydske Halvø krummer sig mod Nord,
Et herligt Land, dets Folk sig Velstand sanker,
Paa fremmed Strand det henter Guld ombord.
Den muntre Stridshingst over Engen vanker,
Og Stimer myldre i den dybe Fjord;
Til Stavn og Roer har Skoven Egeplanker,
Dets Sønner Kraft, og Snildhed deres Ord.
Mod
Øst for denne tvende Have Stride
Mod Sjølunds Bred og Odins grønne Ø,
Nær Lolland Falster staaer i Klæder hvide
Med Løv om Haaret Bølgens ranke Mø,
Det raske Folk kan ingen Mangel lide,
Thi Agren bølger her sig som en Sø,
Om fagre Blomsteregn staaer Lunde blide,
Her er det smukt at leve, tungt at dø.