Der
er et yndigt Land
Det staaer med brede Bøge
Nær salten Østerstrand!
Det bugter sig i Bakke, Dal,
Det hedder gamle Danmark
Og det er Frejas Sal.
Der
sad i Fordums Tid
De harniskklædte Kæmper,
Udhvilede fra Strid;
Saa drog de frem til Fjenders Meen,
Nu hviler deres Been
Bag Høiens Bautasteen.
Det
Land endnu er skjønt,
Thi blaa sig Søen bælter
Og Løvet staaer saa grønt;
Og ædle Qvinder, skjønne Møer,
Og Mænd og raske Svende
Beboe de danske Øer.