Ja, du er den første,
jeg Haanden har givet

Ja, du er den første, jeg Haanden har givet,
Og du er den sidste, du skal blive min,
Saa længe som Herren vil spare mig Livet,
Saa længe gaar du aldrig af Tanken paa mig,
Ret aldrig det sker i hvor du mig ser,
At jeg skulde give mit Hjerte til fler.

Saaledes hun talte i Kærligheds Dage,
Og glæded mit Hjerte og var mig saa huld,
Og sagde: Jeg aldrig en anden skal tage,
Jeg elsker kun dig og er trofast som Guld.
Med Elskov i Sind og blussende Kind
Jeg fulgte min Kæreste til Husdøren ind.

Jeg vilde just ud fra Landet bortdrage,
Paa Søen at sejle fra Venner paa Strand,
Den Rejse gik lykkelig frem og tilbage,
Seks Uger vi sejled før vi naaede Land.
Vi var fire Mand, sprang i Jollen paa Stand,
Thi vi tænkte at være velkomne i Land.

Og da jeg ved Broen i Land vilde stige,
Da stod der en Pige, saa ene hun var,
Jeg syntes, at hun var den selvsamme Pige,
Som jeg i mit Hjerte med Kærlighed bar;
Jeg gik da derhen, da saae jeg min Ven,
Men hun havde taget en anden igen.

Jeg hilste paa hende med smilende Kinder,
Med smilende Kinder hun hilste igen;
En Ring af min Finger imod hende skinner,
Hun takked, men sagde: Jeg har mig en Ven.
Men rejs du din Vej, jeg elsker dig ej,
Jeg har længe ventet, men nu siger jeg nej.

En Slagtermands Datter den Pige mon være,
En Styrmand fra Sverig var bleven hendes Ven,
Han laa nu paa Rheden, og saa han bortsejled,
Han agted aldrig mere at komme igen.
Fra Skibet han saae den Pige at staae
Paa Broen, saa bitterlig græde hun maa.

Jeg troede dog aldrig, min sødeste Pige,
At du ud i Verden skuld' blive forladt;
Jeg ej troede heller, at du vilde svige
Mig selv, som du dog en Gang kaldte din Skat,
Men jeg faar vel en Ven, som jeg elsker igen
Hvor Lykken i Verden end fører mig hen.